Torbisten kravler af mørken Hul
Med fire Vinger saa prude.
De to de vare som sorten Kul,
De to som Glar i en Rude.
Dem havde han pudset med megen Beskeed,
Alt med sin bageste Kralle.
At beile til Fluen, saa strunk han reed;
Den elskede han over Alle.
Af Flødepotten søber saa net
Den liden og vævre Flue;
Saa flyver hun rundt omkring Speilet let.
Hovmodig ret som en Frue.
Torbisten seiler i Stuen ind
Alt paa sine fire Vinger;
Han klapper den Flue ved liden Kind,
Og det med sin smudsige Finger.
”Skjøn Jomfru! imens I qvæder saa blødt,
Ret som Fiolenes Strenge,
Gift Eder med Bassen, saa ganger det sødt,
Vi kunne da spille for Penge.”
Hun vidsker sin Kind med Fødderne smaae:
”Jeg takker for slig en Hæder;
Skarnagere passer jeg lidet paa;
De bære saa sværtede Klæder!
Du Skorsteensfeier ei komme mig nær!
Flyv til din Mødding derude!
Hvor Møget Du roder paa Kryds og Qvær,
Alt med din kullede Snude.
Jeg kysser Jomfruens Barm saa fiin;
Jeg dandser paa Kongernes Næser;
Jeg spiser Sukker og drikker Viin;
Ad Dig, Du Stodder! jeg blæser.”
Beileren tabte for Hast sit Vær;
Han snurrer og summer og brummer;
Den Spee han tog sig saa meget nær,
Og krøb udi Jorden af Kummer.
Sommerfugl sidder paa Lillien prud,
Alt udi sin blommede Kjole;
Da Fluen flyver i Haven ud,
Hun vilde sit Ansigt sole.
Og da hun saae det pralende Dyr,
I de rige forgyldene Klæder;
Da brød hendes Hjerte strax i Fyr,
En Elskovens Vise hun qvæder.
Den Spraglede slog med Kaaben om Fod:
”Hvad tænker Du, fattige Terne?
Du Melkeraner! Jeg er for god
Til at slikke med Dig af en Kjerne.
Du søber, som Katten, Levning af Fad,
Hvori de Skjæget mon væte;
Dig følger hver Mands Foragt og Had,
De gjerne med Skoen Dig træde.
Jeg patter af det Alabasterbryst,
Som Lilliens Hjerte omhvælver;
God Ruus af Draaben jeg drikker med Lyst,
Som aarle paa Roserne skjælver.”
Fluen gik næsten fra sin Forstand,
Hun maatte sig skamfuld liste.
”Nu faaer jeg vist aldrig nogen Mand,
Hvi tog jeg ei den Torbiste!”
Til Vinteren var hun en Jomfru graa,
Som Alderen hæsselig rakked;
Da kunde hun intet til Føden faae.
Hen til Torbisten hun lakked’.
Han eied’ i Møddingen en Stue varm,
Luunt sad han der, inden Vægge;
Da sagde den Flue ussel og arm:
”Her er vel Plads til os begge.
Jeg elsker Jer saare, den Tale er sand,
Kan I Jer Kjerlighed mindes?
Torbisten er en fornuftig Mand,
Som saare sjelden forblindes.”
Han sagde: ”I pakke Jer fra min Dør,
Eders Klæder ere saa pene;
I husker jo nok hvad I sagde mig før;
Jeg gjør dem sgu vist urene.”
Poul Martin.