Just Mathias Thiele (1795–1874)

Alt længe skilt fra Hiemmet og dets Kiære,

        Staaer al min Hu til Danmarks sölvblaa Strand;

        Thi Dansken mindes dybt sit elskte Dan,

        Og la’er sig af Sirener ei besnære.

Men aarligt vil mig Tankens Vinger bære,

        — Saa vist som Mindet aldrig stækkes kan —

        En Trækfugl liig, vidt over Hav og Land,

        Til Sydens rige Lyst og Blomsterhære!

Da flammer dobbelt muntert Ovnens Ild,

        Og Hiertet slaaer ham dobbelt friskt i Barmen

        Ved Phantasiens minderige Spil.

Og vækket af sin Dröm, han strækker Armen,

        Med Tak og Hilsen mod de svundne Glæder;

        — Saaledes vil han ogsaa mindes Eder! —