Og, naar i Rosenbaad da Sukket stiger
Igiennem Morgenröd og Aftenröde,
Igiennem Nattens Dyb, hvor Stierner glöde,
Da lander det i Himlens lyse Riger.
Men Bladet synker giennem Luftens Öde,
Og atter ned til Jordens Skiöd det viger,
Og naar det möder Dalens muntre Piger,
Det takker Zephyr for et heldigt Möde. —
Snart trykker Eros det til Pigens Læbe,
Snart förer Zephyr det mod hendes Kinder,
Og hvor det kommer, Söstre det gienfinder.
Dog maa det altid længes, altid stræbe,
Og altid vugges om paa Længslers Bölge,
Fordi det ei med Sukket kunde fölge!