Men naar da siden hen i Somrens Dage
Eroterne med Vestenvinden kommer,
Saa fare de omkring, til liden Fromme
For mangen Blomst, der maa sin Glands forsage.
Og mens de Kaade Psyches Ro forjage,
Saatidt hun hviler sig paa Markens Blomme,
Da skeer det tidt, for Dagen selv er omme,
At Hiertets Rose har ei Blad tilbage.
Men Bladet, som er revet fra sin Stengel,
Betroer sig da til Zephyrs blöde Vinge,
Hengiven som en her vildfaren Engel!
Det seiler i det Blaa paa Ætherbolge,
Et Digterskib, der vil til Himlen bringe
Et stille Suk, som her sig maatte dölge!