Henover Marker, sneebedækte, hvide,
Mod Egenes novembernögne Stammer,
Hvor Tornebusken kun i Sneen brammer,
Gaaer Jægeren med Hunden ved sin Side.
Men, naar han vender hiem ved Aftentide,
Er Alt vel ordnet i det rene Kammer,
Og, mens det lysteligt i Ovnen flammer,
La’er han sin lille Dreng paa Knæet ride.
Derfor skal man ei Jægeren beklage,
Som dog om Aftnen glædes i sin Stue
I Drengens og den ömme Hustrus Arme.
Langt heller Skytten hist paa Himlens Bue,
Som Dag og Nat maa nu forgieves jage
I Snee og Kuld foruden Ly og Varme.