Omkrandset tæt af guldbesprængte Blade,
Hentoner rislende den muntre Kilde,
Og Vover med det gule Lövblad spille
Som Börn, uvidende og derfor glade;
Thi der, hvor nu i Solens sidste Bade
De smaa Kranider tumle sig saa vilde,
Vil snart fra Kildens kolde Öie trille
En eensom Taare paa den frosne Flade.
Men, för i Slör Naturen sig skal klæde,
Vil hun, som Pige, Savnet selv forhöie,
Ved i sin störste Farvepragt at træde,
Og, naar i Skiönhedsstrid selv med Azuren,
Hun nu har fængslet sin Tilbeders Öie,
La’er hun ham staae i Snee ved Klostermuren.