Prolog
til et dramatisk Selskabs fem og tyve Aars
til et dramatisk Selskabs fem og tyve Aars
Høitid.
Høitid.
O Venskab! du vort Samfunds Skytsgudinde!
Din rene Himmelvælde hylde vi;
Sku i hver Broders Bryst, og du skal finde
Din uopløslige Harmoni.
Du var vort spæde Samfunds Fostermoder,
Dets første Fied din Haand veiledet har;
Ved dig saa mangen ædel blev vor Broder,
Skiøndt fiern fra os, dog Mindet dyrebar.
Naar ved den Lov, som Støvets Børn maa lyde,
En Broder sank i Dødens Slummer hen,
Du bød den tause Graad til Lindring flyde,
Og Haabet: atter samles vi igien.
Her saae du fem og tyve Aar forsvinde,
Med dem saa mangen Ynglings favre Vaar
Og Mandens Sommer; Her din Godheds Milde
Henrykker Oldingen med sølvgraa Haar.
Du Moder til vor Fryd, vort Held, vor Ære,
Styr du vor svage Konst, veiled vor Smag
For dig hver anvendt Dag fuldendet være,
Vor Afskedsstund i dine Favnetag!
Th. Thaarup.