Sang
i samme Anledning.
i samme Anledning.
Og Brudgommen Ungersvend-Venskab det var;
Han ægtede Ungmøen Glæde,
Ret aldrig saae nogen et vennere Par,
Svor alle, som der var tilstede.
De leved i Aar, og de leved i fem
Saa enig og kierlig tilsammen;
Faa udkaarne Venner da giæstede dem,
Og fryded’ sig ved deres Gammen.
De leved i Aar, og de leved i ti,
Hver Dag kan en Soldag ei være,
Men hvad der end ublidt dem mødte deri,
De hialpes saa trolig at bære.
De leved i Aar, leved fem Gange tre,
De Dage saa flux monne rinde;
Den Trofasthed, de da hinanden lod see,
Ret aldrig den gaaer dem af Minde.
De leved i Aar, og de leved en Snees,
Nu tindred’ den skiønneste Stierne,
Alt voxte, alt tætnedes meer deres Kreds,
Og begge de saae det saa gierne.
Nu leved de Aar, leved fem Gange fem,
End trolig de sammen mon vandre,
Hver Ædling, der trolig har vandret med dem,
End knytter dem meer til hverandre.
Held være enhver, som vor Brudepar huld
Hialp Vanskier at styrte og blinde,
Naar Høitidens Sølv sig forædler til Guld,
Som nu den dem samlede finde.
K. L. Rahbek.