O Venskab! du vort Selskabs Skytsgudinde,
Din rene Himmelvælde hylde vi,
Sku i hver Broders Bryst, og du skal finde
Din uopløselige Harmonie,
Du var vort spæde Samfunds Fostermoder,
Dets første Fjed din Haand vejledet har,
Ved dig saa mangen ædel blev vor Broder,
Skjøndt fjern fra os, dog Mindet dyrebar,
Naar ved din Lov, som Støvets Børn maa lyde,
En Broder sank i Dødens Slummer hen,
Du bød den tause Graad til Lindring flyde,
Og Haabet: atter samles vi igjen.
Her saae du fem og tyve Aar forsvinde,
Med dem saa mangen Ynglings favre Vaar,
Og Mandens Sommer; her din Godheds Minde
Henrykker Oldingen med sølvgraa Haar.
Du Moder til vor Fryd, vort Held, vor Ære,
Styr du vor svage Konst, vejled vor Smag!
For dig hver anvendt Dag fuldendet være,
Vor Afskedsstund i dine Favnetag.