Langt over Tid og Død og Grav ophøiet
Din frie Siel har Evighedens Fred,
Imens en talriig Slægt, af Sorg nedbøiet,
Omringer Støvets Hvilested.
De fromme Døttres Taarer taust velsigne
Dit ømme moderlige Hiertelag,
Og ønske sig, som Mødre dig at ligne,
Som du, at tænke Død og Grav.
En Mand og Fader seer, hvad han dig skylder.
Du gav en Datter i hans Favn,
En Datter, som en Mages Pligt opfylder,
Og som fortiener Moders Navn.
O! stille, milde vare dine Dyder,
Hver From og Dydig var dit Hiertes Ven;
Som klaren Bæk imellem Blomster flyder,
Saa runde dine Dage hen.
Din sidste Stund var din, var Himlens Hæder;
Hos dig stod Mand, og Datter, Yngling, Møe.
Du havde lært dem Brug af Livets Glæder,
Nu lærte du dem alt — at døe.
Th. Thaarup.