Min Sang om min Veninde
Cither-Viise.
Cither-Viise.
Hvis nogen seer her i vort Nord,
I Dannerkongens Rige,
Hvad man dog kun i Himlen troer:
En Skiønhed uden Lige,
En Møe, der, seer man nøie til,
Fuldt ligner en Gudinde —
O! jeg vil vædde, hvad man vil,
At det er min Veninde.
Og hvis fremlokket ved et Syn,
Der Stene selv maae røre,
Man dog, som truffen af et Lyn,
Tør intet Ord fremføre;
Kan ikke flye, tør ikke staae,
Kan ingen Udvei finde —
O! jeg vil vædde alt derpaa,
At det er min Veninde.
Hvis man da, stirrende derpaa,
Sig taber i at skue,
Og i en Haandevending saa
Staaer lys i Elskovs Lue;
Og seer, og bliver ved at see,
Og seer sig reent til Blinde —
O! jeg vil vædde ti mod tre,
At det er min Veninde.
Hvis i den glade Landsbyedands
Man træffer en Hyrdinde,
Som alle række første Krands,
O! det er min Veninde!
Hvis hver og een i Væddesang
Tilsidst dog maae tilkiende
Den samme Prisen hver en Gang —
O! det er altid hende.
Nys i en Lund min Cither klang,
Bag Busken Doris hviilte;
Hun lytted længe til min Sang,
Og sprang saa frem, og smiilte:
„For hvem klang vel den søde Lyd?“
Jeg svarte strax: Hyrdinde!
Jeg dig bekiender det med Fryd,
Den klang om min Veninde.
Jeg veed, hun mangen Elsker har;
Hvis det mig skulde bryde,
Jeg maatte hver en Viis og Nar
Al Sind og Sands forbyde.
Jeg gierne seer den hele Jord
Paa Knæe for min Gudinde —
Gientager alle frit i Chor
Min Sang om min Veninde!
Baggesen.