Langt over Tid og Grav ophøiet,
Din frie Sjel har Evighedens Fred,
Imens en talrig Slægt af Sorg nedbøiet
Omringer Støvets Hvilested,
De fromme Døttres Taarer taust velsigne
Det ømme moderlige Hjertelav,
Og ønske sig, som Mødre dig at ligne,
Som du at tænke Død og Grav.
En Mand og Fader seer, hvad han dig skylder,
Du gav en Datter i hans Favn,
En Datter, som en Mages Pligt opfylder,
Og som fortjener Moders Navn.
Og stille, milde vare dine Dyder,
Hver from og dydig var dit Hjertes Ven,
Som klaren Bæk mellem Blomster flyder,
Saa runde dine Dage hen.
Din sidste Stund var din, var Himlens Hæder,
Hos dig stod Mand, og Datter, Yngling, Mø,
Du havde lært dem Brug af Livets Glæder,
Nu lærte du dem Alt – at døe,