Thomas Thaarup (1749–1821)

Det er forbi! saa hyle kolde Vinde,

Og suse gjennem den løvfaldne Skov,

Naturen ligner et forfaldent Minde

Med sjældne Spor, som undgik Tidens Rov;

Alt Vaarens Forbud, Svalen er henfløjet,

Og Storken har sin Raadsforsamling endt,

Og mod den moderlige Jord nedbøjet

Staaer Blomsterstilken vissen, ubekjændt.

Naturens Tempel for uskyldig Glæde,

Den dunkle Løvsal lys og aaben er;

Og bleeggult Løv er strøet paa Floras Sæde,

Og ingen Glædeshymner lyde meer.

        Men Vintrens Forbud, vandkold Taage synker

Sit tunge Mulm ned paa det visne Land,

Blandt Bøgens nøgne Grene Ravnen klynker,

Og Maagen skriger ved den øde Strand,

Og om end Solen blandt de mørke Dage

Et Venneblik til Jorden sender ned,

O det er tungt; – saa seer den ømme Mage

Til sin Venindes mørke Hvilested. —

        Imidlertid, mens Sneen Jorden dækker,

Og Isen bygger Bro af Sø og Aa,

Mens Solens fjerne Straale Dagen svækker

Og Stormen tuder i hver øde Vraa,

Saa kommer, Venner! ynder os, og nyder

Den Glæde, som vi kan tilbyde her,

Hvis med det Hjerte, som vi den tilbyder,

I tage den, vort Flid belønnet er.