1. Viser have altid været brugelige/ ikke alleeniste her i Norden/ men endogsaa her omkring i Tydskland og andensteds 1 kallede fordum Kvæde/ Kvedlinger/ Kvedstavr; item Mærd/ 2 Hrodur 3 Skaldstav/ Jotnamjødur/ o. a. m. 4 Og siden Mestersange/ Kempe-Viser/ og Gamle Viser. Men Poeterne kaldtes Skaldre/ Greypvar/ (som kunde gribe og fatte noget) Kvedende menn/ Runemestere og Mestersangere. Skald blev saa et berømmeligt Tilnavn/ som Hiarne Skald/ Sigvard Skald/ Torgeir Danaskald/ og endeligen et Adeligt Navn/ som førde en stor Rose i Skioldet/ og en Rose mellem Toe væbnede Arme i Hielmenetet.
2. Ligesom Sproget er Gammelt/ Midelmaadigt og Nyt/ Saa og vore Ordsproge/ Poeteri og Viser. Her handles fornemmeligen om Viser af Mellemste Poeteri/ hvortil henføres Alle i det Første Hundret/ Men de Fleste i det Andet; i henseende/ at de Første høre til de Gamle/ og Nogle faa af de Andre/ til det Ny og nu brugelige Poeteri.
3. Der vare mange Slags Vers i det Ældste Poeteri/ saavelsom og det Ny. De Fleste bestode af eet Sangvers/ eller Otte smaa Vers eller Linier/ 5 korte som Epigrammata eller Overskrivter; saasom og de i Gamle Tydske Tirol/ Vinsbek/ Tanhuser/ Heldenbuch/ o. a. f. De bleve derfor kallede Drapustuffur/ Skambendingur/ ɔ: Et Slippe-Vers/ som begynder og slipper. 6 Der vare ellers Liliulag. Et slags Vers/ som overgik andre/ som Lilien Urterne/ Og Liomer paa Ferøe/ som lysede for de andre. 7
4. Viser/ som Bien/ gavne og glæde/ give Lyst og Lærdom. Den meget Lærde Morhof siger 8 at de gamle Heltesange i Tydskland indeholdte mange skiønne Lærdomme; Hvoraf hand slutter/ at de ikke vare saadanne Barbarer/ som de Hoffærdige Græker og Romere raabte dem ud for. Og noget derefter mælder hand/ at de hafde deres Historier saaledis i Rim. Vi ogsaa iligemaade. For dette burde mand at lade see Iver og Omhyggelighed til at opsøge/ i hvor ringe det end kunde synes eller være/ i Betænkning/ at sligt kunde medføre tidt en uformodelig Nytte til vore Historiers og Gamle Sagers Kundskab.
5. Dog ere nogle af dem mesten indrettede til Tidsfordriv/ hvor ej alting kand agtes saa nøje; saasom ejheller i Romanserne 9 Faramond/ og den nyligen udkomne Hildegardis 10 Item Engelhærd af Burgund/ og Engeldrud en Konninge Dotter af Danmark. I hvilke der handles meget om disse Nørre Lande/ men alt optænkt til at forsla tiden. Der ere og mange saadanne trykte i vort Sprog/ med hvilke vore Viser vel kunde holde monnet/ Om de ej overgaa dem. Hine ere snart ikke andet/ end vore Gamle Eventyr/ om hvilke og Viserne siges Ordsprogs-viis: Alle Eventyr ere løgn/ og alle Viser sande. Saa at her er dog noget sandt og Historisk under; Ja her findes og adskillig gammel Skik og Sædvane/ hvorom mand ofte forgevens søger andensteds. Noget er og anderledis og Poetisk forvendt. Men her komme og tidt for/ saadanne sære og underlige Hændelser/ og saa uformodelige Tilfælde/ at mand kunde giøre af Viserne de skiønneste Romanser eller Romainer/ som mand vilde ynske.
6. Her findes tidt Tropi og Forvendelser fra Ordenes rette Betydning/ udi at forøge eller formindske dend/ og/ som jeg sagde tilforn/ Adskillige Skikker/ Brug og Sædvaner/ som da have været gængse/ hvilket vel ellers i Antegnelserne til Viserne kunde været indførdt. 11 For Exempel/ Tidrik vurderer sin Hest alt for højt: Vare nu alle disse Bierge Guld/ Og alt dette Vand var Viin/ Det vil jeg ej have for Skimming i dag/ o. s. f.
Sverker beskrives meget sterk. 12Til min Alboga uthi en steen Slog jag min hand foruthan meen. Svend Vonved siger: Jeg vil med min eene haand/ Rykke fra dig alle dine land; Jeg vil med min eeneste taa/ Slaa dig alle dine borge fra.
Høj beskrives at naae over Bøge-Toppe/ som Amos 2/9. Amoriters Højhed var som Cedertræets Højhed og hand var sterk som Eegen; ja der tales om Bygning/ op til Himmelen. 13 Og Israelerne vare kun som Græshopper at regne mod Kemperne af Enaks Børn. 14
Sivards og Svend Vonveds Heste giorde meget høje Spring/ vidt over Murene.
Skibe beskrives ofte med Silke-segl/ o. a. m. som Tyri Skib. Ezek. 27/7. Dit Segl var af bestikket Silke af Ægypten.
Skarpe og bidende Sverde berømmes/ som Tirfing/ at biita jafnt jarn ok steina sem klæde15 Een hug saa dybt udi Harnisk og Pandseret/ som det havde været blødt Vand. 16 og Harald Haarfagers Sverd hug Jernlenkerne over/ hvormed Dofra var bunden 17 men Kong Hagen Adelsteens Sverd/ Kvernbiter hug en Kvern ned til Øjet 18 Ingen havde seet bedre Sverd/ end Gramur Regins Sverd/ som sønderhug steenene. 19 Om Vermunds Sverd/ Skrep/ taler Saxo. Disse og fleere saadanne Sverde maa have været af det Jern Azzalo. 20 De gamle sætte ellers høj Priis paa gode Sverde og hulde dem for deres ypperste Klenodier/ lagde dem og i Graven til Ejermanden/ som og tidt skylte dem/ naar hand ej havde de efterkommere/ som hand vilde unde dem.
Det haver været Skik og endnu er (uden at nogle optage nu en ny Fransk Mode) at Verten gik selv for ind: Det svared Vidrik Verlandsen/ Hand kiendte saa vel hans smed: Du skalt selv her først indgaa/ Jeg veed ej din Ørresæd. 21 Sivard Snaren Svend fører sommer i By. En gammel sædvane.
Gode Venner og Æktefolk/ naar de reise langt fra hin anden/ brøde en Guldring i tu/ og hver beholdt sit stykke; hvorpaa de siden efter lang tid kiendtes/ som M. Hildebrand og Fru Jøtte. eller brøde en Guldmynt over/ og saaledis skulde det hid alleene betroes/ som fremviiste Stykkerne/ saasom K. Kilderik og Vinomar i de Franske Krøniker.
At Skrive-Konsten haver været i brug her af Hedenhøs/ sees baade af Saxo i Amlets Historie/ saa og gamle Viser. Og jeg troer vel/ at jo ældre Haandskrevne Bøger vi have/ jo bedre. Min meget net-skrevne Davids Salter/ er vel et af vore ældste Msc. hvilket Christina K. Hagens Dotter i Norge/ som blev givt til Spanier/ haver ejed/ og der i skrevet saaledis: Þanna Saltar ate Jngfru Kristin Doter Hakona K. g--f. Fru Jngibior Ellin Doter/ sem gere Gud henne vel at niota Saltarans/ ok halfu bæter æskar mane sinds.
Udi Højsolden begroves de i Høje/ som havde gemeenlige Navn af den fornemste/ som der var lagd/ eller hans Been og Aske der hvilede/ eller som havde opkast Højen. F. E. Boeshøj/ Daneshøj ved Lejre og andensteds/ Dusshøj/ Tules og Tureshøj. o. a. f.
Her tales undertiden om/ at Kosterne bleve henkastede/ naar de ej vilde opsøge dem/ hvilket var tilstæt blant Hedningene/ men holt og ved iblant os længe derefter/ saasom og andre Levninger af Hedenskabet/ om Selvhevn/ og Voldtægt; Item/ at kaste ypperlige Ting/ som Penge og andet i Graven til den Døde; Hvorudover mand endnu ofte finder saadanne endog i Kirkegaardene.
Det var Skik at give Lov ved Eed og Kamp; at indvies med muld/ som kastedes over Jomfruen/ som Kloster-gav sig. De Geistlige giftede sig. I Klosterne forvaredis Slekte-Bøgerne/ hvoraf Sorte Broder Knud beviser at de vare Søskende-Børn/ og Gud-Syskende. 22
Her findes vel adskillig Overtro; Som Søndags Drøm/ som skulde have meere at sede: Om Spøgeri og Gengangere/ som ej længere skulde have Magt om Naten/ end til Hanen goel o. a. m.
7. De samme Ord komme tidt for i mange Viser. F. E. Midt udi den Borgegaard/ Der axlede de deres Skind. o. s. f. Maanetsdag der efter kom/ Lod hand sit brøllup bo. (at der kunde skee Trolovelse og tillysning først) I Homero/ de Grædske Poeters Fader og Konge/ findes og ofte det som belees af Martiale 23 at hand ligesom folder Bogen op med dette.
8. Dette er og noget/ at Tid og Sted med andre Omstændigheder komme undertiden ilde overeens tilsammen. Og M. A. Vejle siger ret/ at sligt er skedt ved deres Misforstand/ som den eene Vise og Digt haver blanded med den anden. F. E. At K. Holger Danske var Konge i Danmark og med Kong Tidrik af Bern skulde leved paa en tid. Item at somme Kong Tidrik kom her ind til Birking-Skov/ at søge Langbeen Rise/ naar i en Haandskr. siges rettere/ at det var Daner Kongens Mænd/ som og er troligst. Vidrik slog hannem og siger: At det kunde spørges til Danmark/ hand Langbeen Rise overvandt. Naar dette skeede i Sielland/ den fornemste Øe i Danmark; hvilket her/ som ellers et hvert Stridbart Land kaldes Birkings Land. Og til ydermeere Beviisning/ findes ved en Miil fra Roskild Birke og Birking Skov/ og der ej alleene Langbeen Rises meget lange Grav/ men endogsaa et Hul i Bakken/ hvor hans huus var/ og en Hule derhos/ som de kalde hans Bagerovn. Aar 1658. lod Rector Acad. M. Rasmus Brokmand noglesteds opkaste Jorden i hans Grav/ men fand ikkun en krukke med Aske/ og noget af et forrustet Sverd.
I den Vise De Røvere ligge for Norden Skov/ haver Drosten adskillige Navne: Her Peder Høfvel og lige saa hos Hvitfeld/ 24 I en Haandskr. Bog/ Hr. Lovmand. I en Slekte-Bog/ Her Ove Rotfeld (hvis Skioldemerke var to Svanehalse/ som hulde en Rosenkrands) som ihielslog dem en Jule Nat i Klegel. De havde deres Kule i Sandiisbierg hos Toftegaard. I Strandsogn noget fra Viborg vises endnu deres Stuve i en Høj/ Hvorudi en Smed fand for nogle Aar/ et Slagsverd/ o. a. m. Siden er Hulen mesten tillukt/ at ingen gaaer derind. Herregaarden hvor Drosten bode/ siges at være forandred til 4 Bøndergaarde og kaldes Serup/ liggende nogle Miilevegs fra Røverkulen.
9. Men lad være/ at her i somme Viser fattes Tiden og Steden/ som dog ere Historiens Lyds? Det har sig ej heller anderledis med vore gamle Historier og Sagar. Der vare Tider/ hvoraf mand lidet vidste/ eller det mand vidste var skylt under Fabler 25 hos Græker/ Latiner og andre/ som ikke vidste hvad skeet var/ uden af de gamles Frasagn og Viser. Hvo vilde derfor negte dette alt? eller sige at det var falskt? Saa gik det og med de Tydske og os. 26 Hvos hvilke tilsammen Viser og Vers vare Aarskrøniker; Ja de og siunge om Arminio efter hans død. 27 Saa var det siden Kejser Karls den Stores Lyst at samle og bruge saadanne gamle Viser. 28
Meget kunde været klart og vitterligt nok i de dage/ men er siden forglemt/ fordi der mangle de rette Omstændigheder derhos. Ja endog de beste Historieskrivere have iblant den anden visse Handel/ det som foregives eller troes i gemeen. Dette fremføres/ ikke at de ville lyve/ men viise Efterkommerne/ hvad Folkes Meening og Tale paa de Tider har været om et eller andet. Sligt er hverken Løgn eller deres egen Digt/ men det aldmindelige Ry og Rykte. 29 Mand maa derfor ikke strax udraabe det for Fabel/ eller bruge et grovere Ord/ og kalde det Sladder og Løgn/ som findes i Sagar og Viser. Uden mand vilde lignes med Vopisco 30 som siger/ at der er ingen Historiskriver/ som jo opdigter noget. Der er det/ hvor i Livius/ hvor i Sallustius/ hvor i Tacitus/ og endeligen Trogus kunde overbevises sligt. Saaledis dømmer og een om Sleidand/ og en anden om Maffeo/ at hand blander saadanne utrolige og urimelige Ting i med de ypperlige Bedrifter/ at hand hermed giør dem Uret/ som ere sande. Saa siges Nicephorus ej at skrive det som er Sandhed ligt. Timæus kaldes lig en gammel Sauseløs Kiærling/ som uden Betænkning samler/ hvad forekommer 31; at jeg intet skal mælde om andre.
Saa have Islænderne og andre/ som have skrevet Sagar og Historier efter Semund Frode og Are Frode/ ikke saa nøje følged Sandhed i alt/ og skulle derfor varligen læses; men ere dog nyttige for gamle Skikkers og Tings skyld/ som mand af dem faar at vide. Ligesaa i Edda/ under og iblant Fabler blandes visse Historier. De Druider/ som vare de første Mestere for de Tydske Sange/ skylte ogsaa Historier under adskillige Fabler. 32 Det samme kand og siges om Viserne/ hvorudi noget er Historisk/ og noget opdigtet/ noget sandt/ og noget anderledis. Ere ikke alle disse saa rigtige i Historierne/ saa lære de os dog noget Historisk. Og de gamle settu sumt i Søgur/ sumt i Visur. Hvorfor og Viser ere som et gammelt Frasagn og Forkrædi/ som mand finder i Fornum Bokum og Søgum.33
10. Nu skulde der noget sædes mod dem/ som sige at Viserne ere ikke gamle/ men Opdigtede af Kærlinger og deres lige/ og derfor fulde af Fabel og unyttig Snak. Til det Sidste er allerede svaret/ til det Andet skal nu svares. Om der end ere nogle faa Vise-Hadere/ saa ere der dog fleere elskere. For de Første skriver jeg icke; Thi mand skal ikke kvæde Viser for en Ond 34 eller dend/ som ej kand lide dem/ men for de andre/ som altid have været mange/ endogsaa af de ypperste. Kong Valdemar den Første/ har Lyst til Gamle Historier og Kæmpeviser 35/ Og at jeg ikkun skal tale om dem/ som levede i nest forgangne og denne Old/ da mælder M. A. Vejle i Fortalen for Viserne/ at Dronning Sophia havde synderlig Lyst og Behag til at læse Danske Viser. Vore gamle Sagers flittige Udforsker/ D. Ole Vorm havde selv begyndt udi en Bog at samle en hob saadanne Viser/ som endnu findes efter hannem. Og at jeg skal forbigaa vore egne/ da have og Fremmede været Omhyggelige for at vide vore Kempeviser. Candorin eller Konrad af Hovelen indfører af dem in sin Bog 36 tvende gange med Berømmelse. Morhof veed og af dem at sige/ 37 ja den lærde Fransos/ Palmerius foragtede ikke noget Lands Sprog/ om det end var ringe og udyrket/ men lærde deraf Ordsproge og Sange. 38
11. Med Visernes ælde er det rigtigt nok/ enddog de ere siden forandrede til det nu brugelige Maal. Thi en deel af dem ere Levninger af de allerældste Viser/ som Saxo omtaler og skriver udtrykkeligen/ at hand har giort paa Latin Vers om Vers/ hvad hand for sig i Dansken havde funded/ som Vellejus det udtoller saaledis: Vore gamle Danske lagde mange Viser paa deres Tungemaal/ om sine og forfædernes mandelige Gierninger. Disse deres Fodspor haver jeg/ som andre gamle Monumenter efterfuld/ og udsat og omvendt Vers med Vers/ paa det at denne min Historie skulde ikke synes nogen ny Digt/ men beholde sit rette Fundament af gammel Sandru Kundskab og vis Antiqvitet. 39 Siden er her skeet Forandring formedelst adskillige Regieringer/ 40 Kriger/ Handel med fremmede og Giftermaal/ saa at Viserne ere vel siungne old efter old/ men endeligen Tid efter anden saaledis forhandlede i Ord og Tingesterne selv/ og tidt blandede to eller tre i hin anden/ i synderlighed paa det sidste/ der de komme i Afgang og Foragt hos de fornemme/ og bleve antagne af de ringere Personer. Saa førde de undertiden fremmede Ord og andet ubekvemt ind i dem/ som hverken sagdes eller brugtes i Hedenskabet. Herudover findes og stort Forskæl mellem Viser/ som ere lagde om den selv samme Historie/ som i Grimilds og flere.
Af disse samlede Vellejus en stor Deel/ men bekiender/ at hand har hiulped nogle af dem/ og bedred derpaa.
Saaledis haver det sig og med Heldenbuch/ som bestaar af adskillige Viser/ digtede af adskillige/ enddog Volfram Eskilbach og Henrik Osterding 41 have samled dem tilhobe. 42 Denne Heldenbuch/ som i det forrige Hundret Aar er prentet/ befindes slur anderledis end dend Haandskrevne. Dend Højlærde Morhof 43 fører og Exempler ind/ hvorledis Efterkommerne have handled med de gamle Vers/ sat ind/ udeladt/ og de gamle Ord efter eget Tykke forkeret til ny/ hvor de vare noget uforstandige. Item/ de gamle Tydske Sange/ som Tacitus ommælder/ og Kejser Karl den Store haver forøged/ ere af de Ny fordervede/ ja Efterkommerne have forfalsked/ forhudled/ og i utide fornyed dem. Saa er Hugo von Tromberg/ en gammel Tydsk Poet/ med utidige Tilsætelser og Ordenes Forandringer ilde tilred. Ligesaa klager hand og at være skeet i andre gamle Skrivter/ at de gamle Ord forvandles og omvexles med Ny.
Den samme Beskaffenhed haver det sig ogsaa med vore Kæmpeviser; de ere meget forandrede/ ligesom Sproget haver forandred sig; hvilket ingenlunde kand betage dem deres Gammelhed/ at de jo have været af Arilds Tid. F. E. Habors Vise/ hvorom Vellejus i sin fordanskede Saxo taler/ troer jeg vel nesten at være den samme/ som da blev siungen her i Norden/ enddog Ordene Tid efter Tid/ ja vel og noget af Meeningen kand være forvendt. Sterk. Odders Viser/ enddog de vel i Saxonis Tid vare til/ ere nu slet borte og uddøde/ uden hvis Fodspor der endnu kand findes hos hannem. De gamle Danske Rimvers ere og nu meget forandrede/ som kand sees af adskillige Salmer/ den gamle Saga om Blansflor og Flores/ Gamle Rimkrønike/ Om Menniskens Levnet/ af H. Mikels Mariæ-Saltere; Item vore paa Pergmen skrevne Lovbøger og de samme siden prentede.
Hvad er det da/ at nogen vil sige: det er dog kun nyligt optænkt Fabelverk med Viserne/ en slet Stiil/ en deel ogsaa imod Guds rette Dyrkelse og Øvrighed? Saadanne ere jo de fleeste Historie-skrivere/ siden Lærdommen kom i Afgang i de forrige Hundrede Aar. Hvad fejl ere der ikke i Lærdommen om Gud 44 hos de hellige Fædre? At jeg intet skal tale om Verdslige Viise/ Læger og andre; dog kaste vi dem ikke under Benken; eller foragte den kostelige Malm/ fordi der findes Skarn og Sinder hos; eller det kiere Korn/ fordi der er Knub og Avner iblant; eller den yndige Rose/ fordi den haver Torne. Virgilius samlede Guld af den gamle Poetes Ennii Skarn; Vi kunde ogsaa udlede meget godt/ om de Tiders Historier/ Skikke/ Brug/ sære og gamle Ord/ o. a. m. endog af de gemeene Viser. Her kand/ som i meget andet/ udvælles det gode/ og forkastes det/ som er anderledis.
Jeg talede før om Heldenbuch/ med hvilken vore Viser have meget tilfelles 45 i Betraktning/ at vi have indførd meget i dem/ af de udrejste Danskes/ Cimbrers/ Gothers/ Longabarders og Nordmænds Idretter/ og de igen af vores. Iblant andet findes meget i Heldenbuch om Fru Grimild/ hvis Viser ere ei alleene gængse nu hos os/ men endog for mange Hundredre Aar tilforn 46. Hun bode her og døde paa Hvenø/ hvor og Kæmperne bleve slagne/ men andre give for at det skeede i Tydskland. Men Kæmperne bode heldst paa saadanne Øer/ som og Samsoe/ Hielmerøe/ Læsøe/ o. a. f. fordi de deraf letteligen paa Søe-røveri kunde udfare.
12. Ligesom Viserne/ saa vare og deres Mestere fordumdags højt agtede her i Norden. Af alle sine Hirdmænd (ɔ: Hovmænd) vurdede Harald Haarfager mest sine Skaldre. Saa havde og Kongerne i disse Nørre Riger/ hver sine Skaldre/ som vare blant de fornemste Betiente. Udi Tydskland havde de ogsaa deres Poeter/ som udkvade i Forsamlinger Historier om Dyder og Lyder. 47 Ja Førster og Herrer hulde og Poetiske Kamp/ at der meenis/ siden sligt blev aflagt/ gik det ej saa vel til/ som tilforn; Thi mand fik da mindre Lyst til Dyd og Frykt for Udyd. 48 Her Kæmpedes de med Spørgsmaal og Svar/ som Heidrik og Gestur blinde i Hervarar Saga og Svend Vonved i Visen; med Eventyr at fortælle paa rad omkring/ og ligesaa med Viser at kvæde i Borgestuen. De kunde og med fortakte Ord udsiunge deres Meening og svare hin anden strax paa Timen/ som Haldan og Gyrite i Saxo. Hvorfor der og sagdes om den/ som ej i disse stykker var øved: Hand duer hverken i Vise eller Eventyr; hvilket og huldes for spotteligt; ja de drukke hin anden til med ærindet af en Vise. 49
13. De kvade og Fordum Tid Viser/ førend de sloges; Her som andensteds. Dette var Skik i Grækerland/ og naar Timotheus sang/ greb Alexander til Vaaben; ja og hos de gamle Tydske 50 De skreve Kredsen paa den Jord/ Og siunge hin anden en Vise. Biarkemaal blev siunget af Biarke/ og siden i K. Olufs Tid i Norge/ at egge Folket til Strid. 51 Ligesaa i K. Valdemars Hær imod K. Svend/ kvad een en Vise/ dermed at sætte Mod i Folket. Viser bleve og brugte i andre Tilfælde/ nu udi Kierlighed/ som K. Magnus Vise/ 52 og kaldtes af de gamle Britanner Ælskeliod; Nu i Gæstebuder/ ja endog i forrige Old til fornemme Brølluper og andre Forsamlinger. Ulf sang om Krigsfolkets Søe-Skade 53 Sirak 54 vil/ at mand ej skal forhindre Sang/ som er ypperlig i Gæstebud med Viser. Men i hvor meget det end haver været brugeligt i disse Lande/ at kvæde Viser/ saa haver det dog siden taget jo meere og meere af.
14. Der ere mange yndelige Melodier/ hvormed de gamle Viser synges/ og vel saa behagelige/ som en Deel af de ny og saa afholdne Franske; enddog de/ som en hob andet af vort eget loves ej deert af mange. Hr. Estats Raad og Præsident i Kiøbenhavn/ Sl. Dr: Peder Resen fortalte mig engang blant andet/ om Vilhelm Lange Landsdommer i Jylland/ hvorledis hand ej alleene selv sang Tonen/ til den i Samsøes Beskrivelse indførde Vise 55 og Johan Lorents Orgemester derefter udsatte Melodien/ men endogsaa vidste den til mange andre. Saa omhyggelig og forfaren var denne ædle/ og for sin store Lærdom vidtberømte Mand/ i disse vore gamle Viser/ som af mange agtes saa ringe/ og snart gandske foragtes. Ja disse Melodier ere og saa søde og velklingende/ at mange af vore Salmer/ og end de bestlydende/ synges efter deres Tone. Saa at vel ikke Spinde-Kærlinger ved Roken have paafundet/ men snarere forblanded og forderved Viserne.
15. Der var Stav og Omkvæd/ som endeel endnu kalde Stevet/ endeel Staven. 56 Det seer mand i de gamle Evind Skalagrims og Haralds Gammans Viser. Disse Bikvade kunde tidt gives ud for Ordsproge/ Læresproge/ og fyndige Lærdomme 57 F. E. Favre Ord fryde saa mangt et Hierte. Eia hvor Sorgen den er tung. Af Elskoven fanger mand Sorgen; Og mange andre i disse trykte Viser.
Dette skal ellers agtes i det Andet Hundret.
16. Nogle af de Første Viser ere gamle og kunde alle været indførde i den gamle Stiil; Og der have end været mange tilforn/ som vi nu ej have/ saasom Sterk-Odders Viser/ o. a. f. Hvorom tilforn. Nogle af de Ældste gaa ogsaa ud paa Riim/ ligesom disse. De Færøeske Dr. Ole Vorms Viser ere gandske paa den Maade/ som vore/ og ej efter de gamle Skaldres Maneer. Vidriks/ Habors og saadanne flere Viser skulde og med rette tælles blant de Ældste/ men efterdi de altid have været gængse/ og derfor forandrede Tid efter anden tillige med Sproget/ saasom de siunge dem Old efter Old/ kunde de henføres til de mellemste/ hvoraf nu ere saa mange trykte. Tilmed synes og alle de Viser gamle/ som handle/ om Selvhevn/ Søe-Røveri / Voldtægt med at tage sig Hustruer med Magt / o. s. f. Hvilket alt var priseligt i Hedenskabet/ og siden holdt længe ved i den Ny-plantede Kristendom / indtil Loverne strengeligen forbøde og straffede saadan Tage-Ræt. De Gamle her i Norden sloges/ enten (1) At bevise Styrke og Manddom/eller (2) Land og gods/ samt Hustruer at vinde (3) Frænders Død at hevne. (4) For Jomfruers Ære eller dem til velbehag / og (5) At hielpe de fortrængde. Alle disse Stykker holdes for ypperlige og mest berømte hos dem.
17. I det forige Hundrede Viser forandrer jeg intet i Ordene eller Forklaringen derover / uden hvor der noget er fortrykt. Dog ere nogle faa af Viserne forøgede med nogle Sang-Vers; Som i de Gamle Haandskr. Visebøger ere fundne. De ere samlede af Højlærde Mand M. Anders Vedel eller Vellejo/ som var Slots-Præst i Kiøbenhavn og siden Rigets Historiskriver/ Sogne-Præst til Riber Domkirke og Kanik/ en meget flittig Randsager i vor gamle Handel/ som døde 1616/ gl. 74 Aar. Hvilken foruden disse 100 Viser / haver og ladet udkomme til Lyset Pavekrøniken i Riim/ Saxo paa Danske/Adam Brem: med Antegnelser hos/ paa Latine Dansk Lig-Prædiken over K. Fridrik den Anden / med Tid-Register/ om hvis sig i hans Regierings Tid tildraget havde; samt andre Ligprædikener. Om de 7 Viise af Grækeland/ med andre smaa Traktater. Alle disse ere trykte. Men hans Aars-Krøniker til Christ: 4. Samt K. Svend Tveskiægs Levnet og Ørkenvers vidtløftige Historie / ere ej endnu udgivne. Denne Underretning/haver jeg af een hans Afkomme/min gode Ven/ Johan Lavrensen/ Velforordnede Skriver ved Archiverne.
18. Dette Andet Hundret Viser ere samlede fra Døde og Levende; Hines Haandskr. Bøger/disses levende Røst. Der ere vel og nogle af Viserne trykte tilforn i sær / som vel ej nu saa letteligen findes/ og derfor her indføres / at de kunde haves tilsammen / som og tilforn med andre Visebøger skeet er. Somme iblant dem (dog ikke af mig) ere forøgede/ Andre forkortede/ saasom Vi og see det i vore Salmer. Det første i Alleneste Gud i Himmerig. Udi min Angest og Nød; Det andet i/ Naar min Tid og Stund er forhaand.
19. De Nyere Viser ere de / som nu i denne sidste Old ere digtede/ og saadanne findes i begge Hundrede. Her er Stilen nyere/og/i nogle af dem/ Stavelse-tallet og Rimene rigtigere / end i de mellemste. Her kunde vel og legges fleere til/ nemligen/ om vore Sejladser til begge Indier/Søslage/ o. a. f.
De mellemste kunde vel forbedres her og der med Rimene og Stavelsernes Tal/men mig syntes / at det var best at lade dem blive ved deres gamle / dog anseelige Enfoldighed. Der er dog indført meget for Rimets skyld. F. E. I uger fem — — I alle dem. I uger ni — — I alle di.
Ej heller agtes her altid Forskæl paa Enfoldigt og Mangfoldigt Tal i Navnog Tidord/ 58 som vel dog haver været taget i Agt tilforn / som i alle andre rigtige Skrivter og ald siirlig Tale/ uden at det kand skee sielden i et langt Skrivt/ da mand af Kedsomhed kand falde hen i den gemeene Tale og brug. 59 Andre Folk giøre jo ogsaa Forskæl her paa i deres Sproge. 60
20. Fremmede Ord komme her ingen for / det jeg veed mig at erindre/ i dette Andet Hundret/ ej heller bør det dem at indføres i Danske Skrivter. Enddog jeg fremfører en deel i Ordbogs Prøve i A. men ej i anden Meening / end at jeg jo seer helst at de Danske bruges/ som sættes derhos/ og de andre skyes/ som i Fortalen. §. 10. gives tilkiende / eller og af saadanne ufornødne siden / om samme Ordbog skal nogen Tid udkomme/ slet udelukkes.
21. Jeg forklarer noget af Viserne og efter dem indfører hvad mærkeligt did kand henføres: Saasom det og fordom var brugeligt / først at synge Viserne / og dernest forklare og opregne den gandske Historie / efterat Visen var ført til Ende/ som var derfor tidt af et meget kort Indhold / bestaaende i et eller faa Sangvers. Denne Udleggelse blev kalded Urskyring/ hvilket Ord endnu er brugeligt i det Islandske Sprog. Ved dette Middel kunde de disbedre beholde i Hukommelsen og fortplante denne Kundskab til Efterkommerne/ den eene til den anden. Paa hvilken Maade en Deel af Viserne og Historierne ere endnu beholdne. Saaledis vidste K. Svend Estritsen at fortælle vore Historier for Adamo Bremensi / uden Tvil af Riim og Sangvers / efterdi hand saa kunde opregne dem alle/ og end fleere/ end Saxo haver/ saasom samme Adam i sin Kirke-Historier bekiender. Paa samme viis haver Saxo af de gamle Skaldres Digt/og Bisp Absalons og andres Frasagn/ samled sine Danske Historier. I ligemaade er og dend Nordske Krønike indretted af Snorre Sturlesen / og samlet over alt af Skaldrene/ hvis Vers indføres allevegne i den Haandskr. men ikkun faa Steder i den trykte Bog. Dog ere en deel af disse mine Forklaringer og Antegnelser lagde til i hast/i henseende/ at mand higede med dette Andet Hundret/ da det Første var alt kommet fra Persen.
22. Det Første Hundrede Viser ere deelede af M. Anders Velle i 3 Parter / Det Andet Hundret af mig i 2 Parter/ den Første halve Deel om Konger / Store Herrer og Højfornemme Personer/ og den Anden om ringere dog fornemme Folk. Ellers kunde de og deeles i Komiske / som have en glædelig/ og Tragiske/ som have en sørgelig Ende; I Verdslige-Historiske og Bibelske-Historiske. F. E. Af de sidste: Adam var sig saa rig en Mand. Jobs Vise. Isaks Giftermaal. Jakobs og Esavs Trætte. Josefs Vise. Samsons Fængsel. Om David og Goliat. Om David og Jonathan. Om Absalon. Susannes Vise. Og af Ny Testamente/ foruden Viserne over de Evangeliske Historier/ Ch. Barndom 61 S. Peders/ og andre Helgenes/ F. Exemp. Dorethees/ S. Karens/ S. Mortens/ o. a. f. Det var vel at ynske/ at fleere af Bibelen bleve digtede og prentede/ at disse Historier saaledis kunde blive bekyndte for Ungdommen/ enddog her findes vel noget i disse/ som ej alt er af Bibelen. Saasom i Jobs Vise/ at hand gav Spillemændene Roerne af sine Saar / som bleve omvendte til Guld; hvilken Historie findes afmalet i et Kapell ved Roskilde Domkirke. Udi een af Ch. Barndoms Viser om Herode/ som ej vilde tro det som sagdes om Christi Fødsel/ med mindre den stegte Hane paa Bordet galede; Hvorpaa fulte strax: Den Hane slog ud sine Vinger og gool/ Forinden Guds Fødsels Time; Herodes faldt af sin Kongelige Stool/ Saa saare begyndte at tvile. o. a. m.
Hid henhøre ogsaa de/som ere lagde i Pavedømmet; Hvori tidt findes om Helgenes Paakaldelse/Gengangere/o. s. f. Og de som ere om Trylleri/ Omskabelser/ o. a. m.
23. Synes nogen/ at her findes nogle ringe Viser/ saa ere her dog fleere bedre/ som tage de andre i Ledtog med sig. Men der burde intet agtes ringe/ som kunde tiene til vore Historiers og gamle Sagers/ samt Sprogets Oplysning. Mand skal ikke forkaste noget sligt/ ihvor ringe det end synes/og intet lade forbigaa/ som her kunde være tientligt. Af lidet og lidet kand dog blive en Samling/ som kand være noget. Er her end et slet Indhold i somme Viser/ saa er dog altid nogen Lærdom derudi. Krumme er og Brød/Rugregn giver og Vand/ og de smaa Gryder have ogsaa Ører og kaage Mad. Tykkes dig at noget er ringe/ gak det forbi; er det formeget? Læs lidet deraf. Mand skulle efterfølge de Perser/ hvilke/ om det Gode var meere end det Onde/ kiendte een fri. Og Horatius vil/ at hvor der er meere smukt i et Vers/ skal mand see over med de smaa Feil. Læs/ kiend og hav Medlidenhed. 62 Vær ej af den Ondhed/ at dømme intet for godt/ uden det/ som du tænker saa at være/ enddog det er ondt; eller at agte intet for ondt/uden det dig mishager/dog det ellers er godt. C. Lucillius vilde ikke at hans Skrivter skulde læses/enten af de Lærdeste; thi de vidste formeget; ei heller af de Ulærdeste; thi de vidste forlidet. Hand vilde heller have Cælium/en maadelig lærd/ end den Højlærde Persium til sin Læser. Kand derfor ikke sige med Poeten Antimacho/ hvilken der alle forlode hannem/uden Plato/sagde: Jeg vil læse fort;
thi Plato er mig alle. Jeg nøies med ringere Læsere og Tilhørere/ for hvilke alle jeg beder GUd/ at dennem bedre kand vorde!