Taarntinden. Nat. Maaneskin. Fjærne skovklædte Bjærgkamme og langt ude Flodens hvide Stribe, alt i Maanedis.
Tyge Sanger sidder og spiller Tærning med Kuren; en Kande Øl staar hos. I et Skydeskaar, med Ryggen mod dem, Munken Felix, som ser ud over Skoven; en Kande staar paa Stengulvet ved hans Fødder.
Larm fra Bryllupsgildet nede i Borgen. Musik af Giger og Pauker og Fløjter.
Kuren
snapper en Daggert, som ligger paa Gulvet
Der vandt jeg Tingesten!
Tyge
Ja I har Held!
Kuren
stryger Daggertskeden af og føler paa Klingen
Det blotte Syn kan stinge helt ihjel!
Tyge
Ja det er egentlig for god en Kniv
til Pynt i Bæltet om jert Slagterliv!
— giv hid!
Kuren
Saa sagte, Søn, — det kunde være,
jeg prikkede jer lidt!
Tyge
Er I saa øm!
Jer Kinder er just ikke af de skære, —
jeg tror, jeg turde kilde jer med Søm,
naar først I sov.
Kuren
Jeg sparker saa forbandet,
— faa før lidt Snak i Gang om noget andet!
Naa — vil I tabe mer’?
Tyge
Jeg har ej mer at tabe!
Kuren
Naa, det var stygt! — Hvem der nu sad dernede
og drak til Fest! — at sidde her og gabe
er daarlig Løjer kun.
Tyge
Gaa I derned!
Kuren
Saa gik nok fløjten snart den hele Rede.
Tyge
Giv mig jert Horn, — jeg ved saa vist Besked!
jeg tager Vagten, — jeg har gode Øjne.
Kuren
Ja, naar det gælder Kvindtøj, er I god!
— nej, Folk af jeres Slags er lidt forfløjne,
og dette her, det kræver sindigt Blod!
Tyge
Hvad ved I Vom om mig?
Kuren
Aa før I knævred
ret artigt op om hvide Jomfruarme
og Bryst og Hofter, tror jeg, — naa, det bævred
vist rigtig stygt i Eders slunkne Tarme!
Naa, naa! frisk Mod! — hør, syng en Gang den Sang,
I sang dernede, saa gaar Tiden dog!
Tyge
Hvor ved I om min Sang?
Kuren
Aa — én kan høre!
jeg fanged allenfals en Bid — og Grin,
— de grined, saa det kildred i mit Skrog!
Tyge
Giv mig en Slurk!
Kuren
Forstaar sig, — men en fin!
rækker ham Kanden.
Tyge
Fru Ingers Skaal!
Kuren
Se, hvor han drikker, Grisen!
naa! slip nu Kanden, Hvalp, og op med Visen!
Tyge
tager Citeren, ser over paa Felix og synger
Der var engang en Greve,
han kunde ikke sove,
han tog sig for den Sommernat
et Ridt saa dybt i Skove.
De Munke bad, de Munke be’r saa fromme, fromme Bønner!
Der sad de smaa Guds Fugle
og sov saa sødt i Lunde,
der stod saa hvid en Elverdis
fra alle Mosegrunde.
Det var den Herre Greve
han blev som frossen Rude,
— »Nu trave du, min Ganger god,
nu er de Elver ude!«
Da hvisked det med Liste
saa tæt ved dugget Sti,
— »Ak, vær mig god, Hr. Greve!
rid ej saa rapt forbi!
I løfte mig i Sadlen,
I føle skal for sand
en Hud saa glat som Skovens Kær
i Leg for Solens Brand.
I løfte mig saa varlig
og sætte mig for Skød,
jeg ved en Mosetue,
saa lun og silkeblød!« —
Det var den Herre Greve,
han jog som vilden Vind,
foran ham sad paa Hesteryg
saa underskøn en Kvind.
Bort fra de Skove jog han,
det gik ad Borgen til,
did rak han, just som Dagen
gik ind med Fuglespil.
Fra Gluggen stirred Klerken,
han blev om Mund saa hvid,
— »Hr. Greve! ak! hvad har I gjort!
nu rider Elver hid!« —
Og Munken flittig mimred
alt med saa liden Ro,
— men Greven strøg sit stride Skæg,
saa tyst den Herre lo!
De Munke bad, de Munke be’r saa fromme, fromme Bønner!
En Slurk igen!
Kuren
Nej stop!
Felix
som har vendt sig mod Tyge under Sangen, rejser sig og rækker ham sin Kande
Tag her — min Vin.
Kuren
Naa, ser vi det, der fik I vækket Munken!
I sad nok der og snorked paa Latin!
Ja ja, god Taar! klem I paa Alterdunken!
til Felix, idet han vender sig og gaar hen mod Murtinden
Den Vise led I, hvad!
Tyge
rækker Felix Kanden tilbage
Dér — tak for Skænken!
Saa I er ogsaa rømt fra Bryllupsbænken!
— Hu! I ser ækel ud!
Felix
peger paa Tyges Citer
Laan mig din Citer, Ven!
Tyge
rækker ham den
Tag varsomt blot!
Felix
lader Fingrene løbe over Strengene
Hvor købte du dig den?
Tyge
Saa I kan spille! — Hvor jeg købte den?
— jeg stjal den vist i Aachen.
Felix
spillende
Stjal?
Tyge
Ja ja,
det kan jo være, at jeg ikke stjal den!
nu er den min, — men hvor jeg fik den fra — —
trækker paa Skuldrene.
Felix
klimprer en Melodi
Den Vise kender du vist?
Tyge
lytter
Om igen!
nynner
Gertrude var sig saa vild en Tøs!
— alle gode Engle! alle Engle! —
Naa, den kan I!
Felix
Det undrer dig, min Ven.
Tyge
Aa — nej! — I ser just ikke ud saa lige — —
Naa — nok sagt! — syng os for en Smule Sang!
til Felix, som vil række ham Citeren
behold den lidt! — nu er I jo i Gang!
gaar hen mod et Skydeskaar
Sæt Eder hid, Mand! — men Guds bitre Plage!
ifald min Citer I i Floden slipper,
— saa sandt jeg er lidt drukken, Munk, — I vipper
bagefter! — se jer for, og lad den ligge
i Skødet! — bedst jeg sparer mine Kræfter,
og I gaar fri for Flodens Vand at smage!
Felix
som har sat sig i et Skydeskaar, vedbliver en Stund at spille i Tavshed
Tyge
Naa — Sangen, Broder!
Felix
Hørte du den ikke?
Tyge
ser op paa ham
Saa I er galen altsaa!
Felix
spiller endnu en Stund; omsider
Hør da efter!
synger
Gigen hviner til Fløjtens Klynk,
og Pauken brummer som bedst! —
bag Borgens klinede Mure
leges saa fejr en Fest!
Fest med Brudgom og fager Brud
og Svende med Silkelæg,
Lykken hun træder Dansen
bag blomsterprangende Væg!
Lykken danser og Lykken ler,
haver saa vid en Favn! —
men dybt i Skoven paa Fjældet
der vaager den sorte Ravn!
Stryger den Ravn gennem kulsort Skov
og over den blege Flod,
hugger mod Gluggen med Næbbet,
vil drikke de Gæsters Blod!
Og ikke findes den Borgglugs Glar,
som ikke for Hugget sprak,
og ikke findes det Hjærteblod,
hvoraf ikke Ravnen drak!
Tyge
Du hellige Guds Moder! den var ram
som Kys af Kærlingmunde!
Felix
Du er ung!
Tyge
Naa ja — for den Sags Skyld — I ser saa Skam
ej ud, som havde I af Aar saa mange,
at Eders Bedstemo’r til Støv er bleven!
— og det skønt Eders Kinder er saa slunkne
som falden Slaaen, Eders Læber runkne
som Læderremme om en slatten Pung!
ser pludselig op paa Felix
Ej! I er kanske avindsyg paa Greven!
saa det er det, jer Vise skal fortælle!
Felix
Du lider altsaa ikke den Slags Sange, —
de kommer, ser du, naar man bor i Celle!
Tyge
Saa gid jeg aldrig vinde saadan Bolig!
Felix
Syng du nu lidt!
Tyge
Jeg er for tør i Munden!
Felix
Saa tag til Kanden, Ven, — drik du kun rolig,
hvad deri rester!
Tyge
tager Kanden og ser ned i den
Tak for lunken Sjat!
I levned ikkun nogle Flu’r paa Bunden!
Felix
Hvis ikke du vil synge, saa tag fat
paa at fortælle lidt!
Tyge
Fortælle jer —
Naa, Munk, saa I vil have mig i Klemme!
Nej, ser I, de Historier, jeg kender,
blev vist alligevel jer lidt for slemme!
gaber
Fortæl I selv!
Felix
Jeg lider, Ven, din Stemme!
du ved dog altid lidt om, hvad der hænder
der udenfor — —
Tyge
Næ.
Felix
For Exempel — hørte
du ikke, da nu nyssen vandred hid,
at Vaaben man imod Grev Haagen førte,
den Gang han selv red hid?
Tyge
gaber
Maaske!
— jo, nu I siger det, saa lad mig se — —
. . . Hvad kommer det for Resten jer ved!
Felix
Aa —
slet intet — —
Tyge
Naa — jeg gider heller ikke.
Felix
Hvem var det, han til Himmels maatte skikke
forgangen Nat?
Tyge
Ja hvad ved jeg!
Felix
Prøv paa,
om ikke du kan huske Navn paa Manden.
Tyge
I kan jo fritte Grevens egne Svende!
Felix
Det har jeg.
Tyge
Naa!
Felix
Men du — du maa jo kende,
hvad saadan Mand imellem Mand — —
Tyge
For Fanden!
I har saa bandsat travlt med Greven!
Felix
Hvem
faldt saa?
Tyge
Hvem! — han selv! — maaske en anden!
Felix
Han selv?
Tyge
Naa! det var Nyt med Fynd og Klem!
Løb I med den!
Felix
Du lyver hastigt, Søn!
Tyge
Løj jeg! — ved Gud! — I vilde selv jo høre,
hvad Nyt jeg snapped!
Felix
Det er skiden Løn
med den, der viser Tillid, Gæk at føre!
Tyge
Ja allenfals var Løgnen ikke min.
Felix
Hvem bandt dig den, ifald den ej er din?
Tyge
Snak om en Smaating.
Felix
Løj du?
Tyge
Jeg! — hvornaar?
Felix
Nu nyssen!
Tyge
Nyssen, nu, for jer? — nej, Munk,
I byder ikke Tungen op til Prunk!
Nej, Kvindfolk, ser I, de maa have Løgne,
jo bedre Løgn, jo fortere det gaar!
Felix
Nu er du drukken! Luk kun dine Øjne,
og gem dit Skrifte til en anden Gang!
Tyge
Kan hænde og, det lidt for vildt jer sprang!
Felix
lidt efter
Naar kom du hid?
Tyge
I Kvæld.
Felix
Og ingensinde
du saa Fru Inger?
Tyge
Aldrig før i Kvæld!
Felix
Ej sandt, en fager Brud?
Tyge
Saa favr en Kvinde!
— af den Slags Jomfruer, hvis Kammersglug
faar Krøbling til at kravle op med Held
og retter Krop paa den, der fødtes vind!
. . . Se, nu er atter I saa bandsat smuk!
saa grøn som kobret Spir i Maaneskin!
Felix
Naar vil du drage?
Tyge
Naar den sidste Slant
af Brudeøllet gennem Spunsen randt!
og alle Pigerne — —
rykker Felix i Kutteærmet
Nu er det jer!
I ved vist, hvor de Terners Kammers er!
Felix
Ti nu og sov!
Tyge
Aa Skidt, Munk!
Felix
Du er drukken!
Tyge
Ho! ho! — saa du er ræd, at jeg skal smutte
derind og messe dem saa kønt, at ej
de gider drage Klinken fra for dig!
Se mig til ham! nu blev den Guds Mand mukken!
— Ptøj! Munk! for Rævestank ved Eders Kutte!
Felix
Hvor gammel er du?
Tyge
Snakker I om Alder!
— saa gammel, at jeg selv kan hitte Vej.
Felix
Kun saare nøjsom mig din Higen falder!
Tyge
I stiler højere! — — Kun liden Ære
har Terneskød! — — Ej, fager er Fru Inger!
Felix
Did hvor jeg stiler, drukken Dreng ej springer!
Tyge
Nu blev I led mig!
Felix
Giv din Tunge Fred!
du kunde mangt af Skoven hisset lære!
Tyge
Ja troligt nok, — hjælp I mig lidt paa Gled!
Felix
Ti! — om du kan!
Tyge
lidt efter
Nu — prater I med Skoven?
sært nok saa I paa én Gang bliver rørt!
— maaske den Prat med Skove gør forvoven!
. . . Hvad hvisker de?
Felix
Ting, I har aldrig hørt!
Sidder og leger dæmpet over Citerstrengene.
Hr. Haagen og Inger kommer, i Bryllupsskrud, op fra Taarntrappen.
Felix standser sit Spil.
Hr. Haagen
til Inger
Her vil vi dvæle lidt, — her er der stille!
Inger
I vælger sært!
Hr. Haagen
bliver vár Tyge og Pater Felix
Hvad gør I her?
Tyge
uden at rejse sig fra Stengulvet, hvor han ligger
Ti stille — —
. . . Hys, strenge Herre! lad os lidt i Ro,
for Skovene har noget at betro
vort fromme Hjærte?
Hr. Haagen
skyder med Foden Sangeren af Vejen og lægger Haanden paa Felix Skulder
Munk! hvad ser I der?
Felix
som først nu vender sig imod ham
Skoven!
Hr. Haagen
Tykkes Skoven jer saa sær?
Felix
Ja.
Hr. Haagen
Sagtens saa I ej tilforn en Skov!
Felix
Nej — aldrig en, der drømte, mens den sov!
Hr. Haagen
Ej! Skoven alt med din Forstand da rømte!
Inger
Fortæl os, fromme Fader, hvad den drømte!
Felix
Hvis I vil vide, sæt jer selv og lyt!
Hr. Haagen
Du er saa karg paa Ord, fik du ej nydt
af Bryllupsøllet!
Inger
til Haagen
Alt for fort I skrider,
bedst Pater Felix sindig Tale lider!
Hr. Haagen
Mig morer denne sære Prat! — Hvor længe
sad I vel vaagen her?
Felix
Fra Midienat!
Hr. Haagen
Er Midnat runden?
Felix
Længst randt Midienat.
Hr. Haagen
Og derpaa er I vis?
Felix
Saa blege hænge
mod Dag de Stjerner.
Hr. Haagen
stirrer som i Tanker ud over Skovene
Ej, da var det ilde!
Inger
I bruger Gaader! — smitted Munken Eder?
Hr. Haagen
Jeg holder af ved Midnatstid at se
ud over Fjæld og store stille Skove;
naar Maanen fælder vidt sin Sølversne,
og man ser langt, — da kan jeg ikke sove!
Inger
Jeg tænkte ej, saa tapper Herres Snilde
bar Maanedrømme!
Hr. Haagen
Det er gammel Vane,
min Moder havde den, og jeg den freder, —
. . . ak, Maanedrømme! fler end I tør ane!
Inger
Bær’ I saa trofast Sind i al jer Færd?
Hr. Haagen
Saa trofast — ja.
Inger
Nu falder I i Tanker.
Hr. Haagen
Og sig mig, fromme Pater, sad I her
hver Midnat?
Felix
Aldrig før i Nat.
Hr. Haagen
Bi lidt —
se — ser I der, hvor Maanens Flimmer sanker
sig om den sorte Skov paa Fjældets Side
og blusser gennem Disen blegt og hvidt — —
saa dér I noget?
Felix
Skoven.
Hr. Haagen
Intet andet?
Felix
Naar mener I?
Hr. Haagen
Nys — sidste Midnatstide.
Inger
Hvad andet skulde vel hans Øje møde,
saa længe Skoven vide dækker Landet!
Hr. Haagen
Som Barn jeg hørte stygge Sagn om døde,
som ingen Ro bag Kistens Fjæle fandt!
Inger
I lade fare nu den dumme Tant!
Hr. Haagen
Og intet hørte I?
Felix
Kun Larmen, som
fra Eders Bryllup klinger viden om
i Natten.
Hr. Haagen
Og om lidt har Dagen fat,
og Skoven løftes lys af Gryets Esse — —
Inger
Ak! har I Lig i Hu jer Bryllupsnat!
Hr. Haagen
rækker Felix en Pung
Tag dér den Pung og syng hver Kvæld en Messe
for Greve Haagens Sjæl!
Inger
til Felix
Tag Citren før
og kvæd en Vise! — sent Grev Haagen dør!
— og det var artigt nok i Nat at høre
den fromme Pater Felix Strengen røre!
Felix
Jeg synger lidet kun.
Inger
I er for bly!
Felix
Dér sover Sangeren, — til ham I ty,
om I vil Kvad!
Inger
Altsaa med lukket Mund
I raaber Lykken an min Bryllupsstund!
Felix
Jeg er kun vant til Helgener at prise,
— vil I, jeg synger jer en Klostervise!
Inger
Syng om Guds Moder, syng om hvad I vil,
med Hjærtens Lyst jer Sang jeg lytter til.
Felix
Guds Moder, ak! kun lidet hende glæder
de Viser, jeg i Klosterkrypten kvæder!
tager Citeren og lader staaende Fingrene løbe over Strengene, synger omsider, dæmpet, tæt ved Siden af Inger
Jeg gik mig i den dunkle Lund
saa ensom ind, saa ensom ud,
jeg vilde Lykken møde, —
det var en Sommeraftenstund,
min Sjæl var som en Soldag prud
og mine Tanker saa skærsommerrøde.
Der stod de Træer i løvsidt Skrud
saa tæt, saa højt, saa tyst, saa svalt,
og Gøg gol dybt i Lunde,
langs Bundens Muld sprang Solstrejf ud,
og gyldent Guld i grønt stod malt
til Sang fra alle Skovens Fuglemunde.
Jeg gik mig i den dunkle Lund.
saa ensom ind, saa ensom ud,
saa dyb en Drøm mig førte — —
I Skoven hvisked Mund ved Mund,
der blomstred Ord i blodhedt Skrud,
og kælne Kærtegn sig i Skyggen rørte.
Min Drøm mig hvisked om en Fest
saa fejr og stolt, saa lys, saa lang,
saa frelsende at gæste,
hvor Sjæle sidder Sjæle næst
og vies, Sjæl til Sjæl, af Trang
til Evighedens Liv paa Jord at fæste.
Jeg gik mig i den dunkle Lund
saa ensom ind, saa ensom ud,
der blev saa sort i Lunde, —
min Drøm tog Skovens Mosebund,
. . . Jeg fandt en Fest i Bryndeskrud
med stakket Fryd og Skøgeord i Munde.
Inger
Ak! — stakkels Pater! godt I ved en Kilde,
hvor der er Trøst for den, der led saa ilde!
. . . Hykler!
Hr. Haagen
som under Sangen har staaet og set ud over Skoven, vender sig mod Felix
Hvad sang I der?
Felix
Lidt Rim jeg kvad
for Eders Brud!
Hr. Haagen
Ret saa! — blot I vil mindes
den Sjælemesse, jeg jer nyssen bad
hver Kvæld at synge!
Felix
Er I ræd for Sjælen!
Hr. Haagen
Jeg vil blot Ro engang bag Kistefjælen!
Felix
Tag dér jer Pung! — ej tinges Fred for Guld!
Hr. Haagen
Nu — du er glubsk! — den Pung til Gavns er fuld!
— hvor meget vil du, Smaamunk?
Felix
Eders Skrifte!
Hr. Haagen
Da faar I snarlig Eders Vilje skifte!
Jeg vil, du messer!
Felix
Messe Hjælp ej har!
Hr. Haagen
Ej! er du Kætter, Galning?
Felix
Om saa var!
Hr. Haagen
ser ham stift i Øjnene
Munk! tror en Kætter og paa dødes Spøgen!
Felix
Ja!
Hr. Haagen
Lumpne Hund!
Inger
Er I fra Sans og Vid!
var det for Kævl med Munk I vilde hid?
Hr. Haagen
Tilgiv! — hans Tunge galer ondt som Gøgen!
Inger
Jer Hu er lidet rummelig!
Hr. Haagen
Munk, gaa!
og se lidt Samling paa jert Sind at faa!
— Naa, sign mig, før I gaar!
Felix
Gud skærme Eder!
gaar og lader Pungen ligge paa Stengulvet
Hr. Haagen
til Inger, peger paa et Skydeskaar
Sæt Eder hid!
Inger
idet hun sætter sig
Fik nu I Tid at mindes,
at I er Brudgom!
Hr. Haagen
til Kuren
Kur, du kan gaa ned
og se, om end lidt Vin paa Tønde findes,
og findes der, saa gør du trøst Besked!
— Hvem sover dér fra Fest og Nat og Fjæld?
Kuren
der, idet han gaar, ser ned paa Pengepungen og skyder den med Foden hen bag Sangeren
Den Smule Sanger, som kom hid i Kvæld!
Hr. Haagen
Nu, lad ham sove! — gaa du kun din Vej!
mod Inger
Min favre Frue! Brudgom eller ej,
— nu er I min!
Inger
Bestandig har I Hast, —
først faar I vinde Eders favre Frue,
og hidtil har I ikke vundet stort!
Hr. Haagen
Bestandig Eders Tales kolde Kast
mit Øre svider som en glohed Lue!
Vel ved jeg, Inger, alt, hvad jeg har gjort,
kun lidet vejer imod Eders Krav,
hvorvel jeg intet øvede i Tant — —
Inger
Saa lidet som en Mand en Kvinde vandt
ved Snak om Spøgelser og Fred i Grav!
Hr. Haagen
Hvert Ord, jeg taled, tungt i Alvor randt,
var det om Spøgelser og Fred at finde!
Inger
Min Fader nævned saadant Kærlingtale.
Hr. Haagen
tæt foran hende
Der bygtes i min Sjæl en lønlig Port,
som lukker for et Helveds skumle Dale,
og hver Gang Natten kommer, gaber sort
dens Fløj, og ind i Helvedmørket rider
en Flok af Rædsler, der mit Hjærte bider.
Inger
Hvad Frygt saa tapper Herre vel kan bide,
gad nok en værgefattig Kvinde vide.
Hr. Haagen
Og har I aldrig da den Rædsel prøvet,
der følger Eders Spor, hvor I jer vender, —
det blege Spøgelse af hvad I øved?
Inger
Kun lidt til, hvad I taler om, jeg kender.
Hr. Haagen
I ser dog ikke ud, som dumt I sløved
jer Sjæl ved Væv imellem dorske Kvinder.
Inger
Hvad jeg har handlet, aldrig jeg fortrød!
— Det skal I vide, ingen Stund jeg binder
min Sjæl en Bodssærk, hvad jeg saa forbrød!
Hr. Haagen
griber hende om Armen
Da fanged jeg den Sjæl, som vidt jeg søgte!
Inger
I? — Mon I ejer Mod den Sjæl at røgte?
Hr. Haagen
Eja! I tænker mig af Anger veg!
ret aldrig Anger til mit Hjærte steg!
det var om Anger ej, min Læbe taled!
Jeg lider blot ej disse tavse Stunder,
hvor Smerten kryber frem i gamle Vunder
og messer om, hvor kostbart Lykken købtes!
Da sniger sig den Rædsel paa mit Sind,
som selv den strideste faar lukke ind,
om saa hans Sjæl af isgraat Jærnmalm støbtes!
Se, derfor vilde jeg en Sjæl som din,
en Sjæl, der er for min som Fest og Vin,
en fjældfødt Falk, hvis Flugt har aldrig dalet!
Og derfor har jeg brudt saa mangt et Spær,
og derfor blev saa blodig strid min Færd,
og derfor har jeg dræbt og brændt og jaget
og aldrig angret, har jeg valgt og vraget
og medynksløst saa dyre Smerter voldet!
Saa fagert Blod har disse Fingre skoldet,
før endelig jeg Eders Sjæl vandt nær!
Inger
Det var ej Eders Skrifte, som jeg vilde!
Hr. Haagen
Nu ved I vel, hvorfor jeg har jer kær,
hvorfor jeg aldrig tør fra jer mig skille!
Inger
Jeg siger jer, saa rapt til Maal I Løb!
for hastig Eders Elskov er til Bens!
Hr. Haagen
Vent Eder Regnskab ej for al min Færd!
rapt eller ej! — nu giver jeg ej Køb!
Inger
Man siger, at naar Manden elsker — —
Hr. Haagen
Ej
ved jeg om Mand, som altid elsker ens!
— hvi krydser I saa koldt min Tales Vej?
Inger
Jeg mindes vel, I lider Isens Lød!
Hr. Haagen
I Nat jeg trænger Solens hele Glød!
Inger
Jer Trang er vekslende som Eders Tale!
jeg kan med Varme lidet jer husvale!
Hr. Haagen
Jeg var ej vant at sno paa lang en Krans
af Ord for Kvinde i min Favn at lulle!
Se paa mig! Eders Blik har Solens Glans
trods Eders Tales Frost og stolte Kulde!
Inger
ser en Stund rolig paa ham
Hr. Haagen
Nu, Frue, — krøb jer Knibskhed træt i Hi!
Inger
Barn er I som de andre!
Hr. Haagen
Snildt I bandt
den Lignelse! — saa stolt en Dukke I!
Inger
Traf I vel Mænd paa Eders vide Færd?
Hr. Haagen
I leger sagtens! Mænd jeg trolig fandt,
der Eder længst ud over Floden dér
i Arme løfted!
Inger
Hvi staar selv I kvær?
Hr. Haagen
I binder mig — —
Inger
Der ser I al jert Mod!
Hr. Haagen
I fejler stort! — vàr jer for bunden Mand,
der spænder Lænkens Jærnklo af sin Fod!
Inger
Hvor det maa være fattigt Mand at være!
Hr. Haagen
Om fattigt eller rigt, jeg ved kun et!
jeg har ej Ro at binde Ord i Spand!
hvad ej I fatted, faar min Favn jer lære!
løfter hende ind til sig
Inger
ser rolig paa ham
Jeg er jo Eders, ved I!
Hr. Haagen
Se, min Arm
vil løfte Eder over Taarnet ud,
til Eders Arme om min Nakke slynges,
og til de Ord, I nævned nyssen, gynges
ind i min Sjæl i elskovsaligt Skrud!
Se ud, Fru Inger! — se! — saa dyb en Ro!
— I blegner! — ej! kun Maanen ser os to!
Nu sover Skoven tungt og uden Drømme,
og Gryet blunder langs de stille Veje!
. . . Dér rider Klerken over Vindelbro!
den gale Pater maatte Borgen rømme! —
— Ej sandt, nu fandt jer Arm sit bedste Leje!
Med et Brag af Sten styrter den Del af Murtinden, hvor Inger sad, i Floden
Hr. Haagen
staar et Øjeblik stiv og maalløs. Saa raaber han ud over Skoven
Haa! haa! du sov for længe, vrede Ven!
ej rummer Dagen Sejr for døde Mænd,
og nu gaar Dagen over duggraa Enge!
Se ud, Fru Inger! lad dit Øjes Glød
med Solen hilse Nattens blege Død,
nu lægges Livets Urt om ondest Flænge!
Dit Blik er blankt og dybt som Floden dér!
jeg sænker mit i dit! der skal det brænde
din Vilje tæt til min — —