Nat. Et Taarnkammer. Tungt Bjælkebord med Bænke om; paa Bordet en Vokskærte, som lyser svagt. Til venstre en lav, rundbuet Dør. I Baggrunden en Glug aaben ud mod et maanelyst Bjærgstrøg. Munken Felix ved Døren. Inger stirrende ud af den aabne Glug, med Ryggen til Kammeret.
Felix
Und nu jer Sjæl lidt Hvile, Jomfru Inger!
Tavshed
Felix
I skulde lukke Gluggen! — Natteluften slaar
herind! — her trækker!
Inger
uden at vende sig
Ifald Gigten stinger
jer spæde Krop, saa er det bedst, I gaar!
Felix
Og tyndt er Eders Skørt!
Inger
Hvis I kom hid
for kun som Kammersterne mig at raade,
da valgte næppe I den rette Tid!
Tavshed
Felix
Jert Sind er sygt! jer Sjæl er stedt i Vaade!
Inger
vender sig langsomt
Ja Sjælen! Sjælen! hold jer bravt til den!
— og gaa saa!
Felix
Inger!
Inger
Gaa! — forstod I ikke?
Jeg skulde sagtens talt Latin!
Felix
Hvorhen
vil I da, jeg skal gaa? I Kamret sidder
min Kummer ved min Seng, og hvor jeg gaar — —
Inger
Man mærker, Pater, I er ikke Ridder!
Felix
Gud være Eder god! saa ondt I slaar!
— glemt har I, hvad vi to i Fællig drømte,
glemt, Inger! glemt! — Krist, hvor det falder svært!
Inger
Var det den første Drøm, der for jer rømte,
saa faar I prise Gud, at I har lært
at tage bedre Vare paa den næste!
Felix
For slige Drømme give Gud mig Ro!
I lærte mig, de lader sent sig fæste!
Inger
Da har I lært stor Visdom, maa I tro!
Felix
I trøster let, I, som har intet mistet!
I spandt min Sjæl saa slesk et giftigt Net!
— mig var det, mig alene, som blev fristet!
Inger
I fejler, Pater, jeg har elsket Eder!
Felix
Kun saare slet I Eders Elskov freder!
Inger
I er for gridsk! I bliver aldrig mæt!
Felix
Gridsk! — og fordi jeg elsker jer endnu!
om saa til Himlens Grænser I mig sendte,
I veg mig aldrig et Sekund af Hu!
Inger
Ved I, min Brudgom er i Kvæld i Vente?
Felix
Ja.
Inger
Synger kælne Viser I endda!
Felix
Og elsker I jer Brudgom, Inger?
Inger
Ja.
Felix
Som I har elsket mig?
Inger
Hvor I kan trætte!
Som jeg har elsket jer og fler før jer!
Felix
En Mand, I aldrig saa!
Inger
Just derfor er
han kær mig! — De, jeg saa — — Gaa nu, Munk! gaa!
Felix
Min Plads er her!
Inger
Se se, min unge Fader!
— spar for en Gangs Skyld disse fromme Lader!
Felix
Dem lærte silde I hos mig at kende!
Inger
Og vil I ikke gaa, — saa bliv og bed
i Stilhed Eders Rosenkrans til Ende!
Felix
Nej, Inger!
Inger
Pater! — Felix! — er I vred?
Kom nærmere! — kom, Felix! lad mig se!
du ved, jeg lider Børn, naar de er vrede!
kom! — falder det saa sært at se mig bede?
Felix
I fejler, Jomfru!
Inger
Altid denne Mine,
som var I fyldt af Helveds dyre Pine!
Felix
I har mig lært den gode Kunst: at gemme!
Inger
Hvor I er tvær! — Du var dog før saa blød,
jeg led saa godt din milde, kælne Stemme,
hver Gang jeg slog til Ro mig paa dit Skød!
Felix
Jeg takker Eder! Aldrig skal jeg glemme,
hvor Eders Mund og Kind var varm og rød!
Inger
Der ser du, Felix!
Felix
. . . hvor jer Hud var hed,
da Eders Særk gled under Barmen ned!
Inger
Du stakkels Barn! du brændte dine Vinger!
nu maa du krybe!
Felix
Var jer, Jomfru Inger,
for den, som kryber!
Inger
Ej saamænd, I truer!
Tror I, at jeg for Slangekneb er angst?
Jer fromme Uskyld, Pater, smukt mig huer,
— den gode Gud jer give snarlig Fangst!
Felix
Inger!
Inger
Hvad vil I?
Felix
Se dig krybe! se
dig vride dig i navnløs Ve i Støvet!
Inger
Hvor du er haard! saa blev du jo bedrøvet!
saa vilde du jo græde, Felix!
Felix
Le —
le mig og dig ihjel i samme Stund!
jeg vilde gribe dig som nu i Armen
og spytte dig i Øje og i Mund!
Inger
Slip!
Felix
Tæve!
Inger
Slip! I er jo drukken!
slip! eller ved Guds Moder! Dreng! jeg slæber —
Felix! jeg slæber dig herhen til Karmen!
— slip, gale! husk paa Floden under Gluggen!
Naa!
Felix
slipper hende
I er fager, Inger!
Inger
Arme Kæber!
nu gumler I saa snildt det stygge Ord,
I hvæsed fra jer før! — Blev I forknyt?
Sæt jer ved Bordet der! forsøg en Bøn!
bed, fromme Fader! det var ussel Løn
for al jer Fromhed, om I nu blev snydt!
forsøg med Krusifix, med Sang og Knælen!
Felix
Jeg ved ej Ord, — jeg er saa arm i Sjælen!
Inger
Forsøg med Svøben da! — ifald I lyster,
skal jeg jer piske!
Felix
Alting dør i Kvæld!
død Gud i Himlen! død den store Trøster!
Ser I da ikke hele Jorden smuldre!
Fjældet derude som et usselt Skæl
paa Ryggen af et fældet Smaakryb ligger, —
kun dér — hos jer! af Eders nøgne Skuldre
det hede Livsens Blod min Læbe drikker!
Inger
Nu raser I igen!
Felix
Jeg har jer kær!
I Eders Læber, Eders Blik og Bryst,
i Eders myge, blege Legem brænder
al Livets vilde, bryndestolte Lyst!
Hvad vejer mig Kerubers Flammesværd
mod Baalet, Eders Blik i Sjælen tænder!
bedende
Dit Legem, Inger! — hører du! din Mund!
skænk mig endnu en sidste salig Stund, —
den sidste!
Inger
Saa almindelig en Bøn!
Skam Eder, Pater!
Felix
Saa almindelig!
for Eders Øre — ikke for min Tunge!
Inger
Gaa! — gro til Mand! husk Verden er saa rig!
og der er Læber nok, som gerne kysses!
Du lærer snart de kælne Kvad at sjunge!
Felix
Min Elskov ej ved Landevejen dysses
til Ro med Kys af Godtkøbs Kvindemunde!
I fødte den, — med jer den gaar til Grunde!
men først med jer! — med jer! — det faar I mindes!
Og jager I mig nu som skurvet Hund,
saa husk, at hvor I gaar, fra denne Stund
min Skæbnetraad med jer i Knude bindes!
Var jer min Elskov alt for myg og bleg,
mit Savn skal lære jer saa arg en Leg!
Inger
Nu truer I igen! helt let I skifter!
Gud unde Eder Helsen til jer Færd!
det er saa stolt at hige mod Bedrifter,
— saa leger altid Børn!
Felix
Nu er I stærk —
men husk — husk I har smedet mig et Sværd,
som daglig svides i saa hed en Esse!
Jeg elsker Eder! — jeg! Guds fromme Klerk!
ved Bod, ved Bøn, ved Ottesang, ved Messe,
paa Knæ for Altrets Gud! — jeg faar ej Fred,
før I er min igen, — og jeg vil Fred!
Inger
Og saa?
Felix
Gud og jer Brudgom staa jer bi!
Inger
I har ej mer paa Hjærte, Felix?
Felix
Nej!
Inger
Da var det Skade, Felix! — for mit Øre
er langtfra mæt! — bed, Felix! jeg vil høre
en Bøn! — naa knæl, Smaamunk! — en Bøn for mig
og for min Brudgom — for vor dyre Lykke!
— du hellige Guds Moder! vil I ej!
Felix
Min Tunge gaar ej efter fremmed Tykke!
Inger
Naar blev mit Tykke Eders Tunge fremmed?
I knejser! — blev I stolt med et, Smaapilt!
Saa tungt tilforn I ingen Sinde nemmed!
Ellen kommer i Døren, standser
Ellen
Aa Gud velsigne — —
vil gaa igen
Inger
Bliv!
Ellen
. . . saa stor en Stund!
Inger
Jeg hørte nys af Pater Felix’ Mund
saa meget skønt om Kærlighed og Lykke.
— Tak, fromme Fader!
Ellen
Gid Vorherre smykke
dig og os alle med sin Fryd hernede,
at vi kan vandre Jordevejen fro!
Felix
mod Inger
Fred med jer! — i mit Kammers vil jeg bede
for Eders og for — alles Sjælero!
gaar
Inger
gaar atter hen ved Gluggen og stirrer ud
Bestandig ingen, samme døde Nat!
Ellen
Giv Tid, giv Tid!
Inger
Jeg talte ej til Eder.
Ellen
Godt Ord igen! saa vredt du straks ta’r fat,
og det imens din Brudeseng man reder!
Inger
Aa, gamle, ti!
lytter
Klang ej et Horn langt borte?
Ellen
Jeg hørte intet.
Inger
Kom her hen!
Ellen
ved Gluggen
Hvor sorte
de Skove dog ser ud! — godt at man ej
ved Nattetide fare skal den Vej!
— og hvor velsignet Stjernerne saa tindre!
Inger
Aa prøv at tale blot en Kende mindre.
lytter
Hør — nu igen!
Ellen
Ih Kors! det var en Ulv,
som glammede et Steds!
Inger
Jert gamle Øre
er ikke slet saa rapt som Eders Mund!
Ellen
Det kunde da hver Patteunge høre!
Du har et alt for utaalmodigt Sind,
du skulde vare dig for Maaneskin!
man har da tit nok set den Flimmer stjæle
med Sot og Syge sig paa Jomfrusjæle!
Inger
Vár I jer egen Sjæl for Maaneflimmer!
til min at vare fik I næppe Kræfter.
Ellen
Nej, Kors, hvor du er slem at komme efter!
— du er dog allenfals et Fruentimmer!
Inger
ler
Ellen
Ja le kun, bitte Jomfru! le du bare!
vi to, vi er dog en og samme Vare!
Inger
Hvor Folk er blevet stædige i Kvæld! —
Lad høre da, — hvad tænker jeg for Tanker?
— naa!
Ellen
Brudetanker.
Inger
ler
Ellen
Bi nu blot! — de vanker
baglæns, ser du! Modet gaar paa Hæld!
Inger
I kloge Kvinde!
Ellen
Inger, — du er ræd!
Inger
Ja, gamle, ja! — bed for mig! — jeg er ræd!
Ellen
Ak ja, Gud bedre det!
Inger
I spilder Tiden!
kram Eders Bønner ud, og græd saa siden!
Ellen
Nej før bli’er én Gang til Guds Moder svanger,
før du gaar hen og bliver bleg af Anger.
Inger
Kun saare lidt jer Visdom Eder frommer!
Ellen
Ræd er du, Jomfru, — men for ham, som kommer!
Inger
gaar fra Gluggen, skutter sig i Kuldegysning
Her trækker! Skal den Kærte evig blaffe!
Skaf flere hid!
Ellen
Aak Gud! hvor skal jeg skaffe!
alt hvad vi ejer, staar jo tændt dernede
i Brudestuen, Barn!
Inger
Saa kan du brede
dit Skørt for Gluggen! Kærten blæser ud!
Ellen
Da har vel Maanen Lys. Du er saa bleg om Kind,
er du alt led det fine Maaneskin?
Ak, Jomfru! Jomfru!
Inger
Tag din Skørteklud!
naa, skynd dig!
Ellen
trækker Skørtet af og hænger det for Gluggen
Giv blot Stunder! jeg skal lukke
og stænge om dig!
ved Gluggen
Herregud hvor sært
de sorte Træer i Nattevinden sukke, —
grangivelig som Folk, der har det svært.
Kom hid og hør!
Inger
I gaar i Barndom, tror jeg.
Ellen
Saamænd! saamænd! Og se, hvor Floden snor sig
hvid som en Død! Hvor saadant Vand kan vride
sig fælt i Maanenætter!
Inger
mod hende
Ti — og gaa!
Hvad vil I her! — pak Eder med det samme!
Ellen
Nej vær nu god mod Eders gamle Amme!
Inger
Hvad vil du?
Ellen
Stryge kælent Eders Kind
og se lidt paa jer, — se lidt paa jer blot,
se lidt i Eders Jomfruhjærte ind
og sige Eder Tak for ondt og godt
fra mig og Vilhelm.
Inger
Hvor I bliver øm
paa Eders gamle Dage!
Ellen
Aak — jeg mindes,
nu i den sidste Tid især, saa tit,
hvordan jeg gik dér langs den hvide Strøm
og skreg og jamred op med Bøn paa Bøn,
den Gang Jens Lansknægt løb fra mig og mit, —
nu, Jomfru, vandrer dér min egen Søn.
Inger
I stakkels gamle Moderhjærte, driver
jer Vilhelm om som et forvildet Faar
og flæber! — det er sjælden Arv I giver!
Ellen
Ja, Herren haardt os arme Stakler slaar.
Inger
I skulde laant jer Søn et lidet Gran
af Eders Visdom! — Stakkel! har han drømt,
jeg vilde valgt min Ammes Søn til Mand!
ser pludselig stift paa hende
Hør, Ellen, — tror I, Vilhelm kunde dræbe . . .
Ellen
Nej, nej! nej Vilhelm handler ikke ilde!
nej, I har lært ham med jer egen Mund,
at Hjærteblod saa vist er dyrt at spilde!
Inger
Saa faar han med de andre Stakler flæbe!
Naa — var der mer, I vilde?
Ellen
Se derud!
Saa du den Inger!
Inger
Gaa — og spar jer Snak!
Ellen
. . . den sorte Ravn, som forbi Maanen trak.
gaar baglæns mod Døren
Guds Moder staa dig bi, du arme Brud!
Hr. Erik
rusker ude fra i Døren, faar den omsider op
Den Dør er trang som rustent Sværd i Balgen!
bliver Ellen vàr
Se gaar du her, dit gamle Skrog, og støver!
list du dig did, hvor man din Hjælp behøver!
Ellen
nejer og gaar
Hr. Erik
mod Inger
Jeg mødte Munken nys, — har du ham drillet —
han saa mig ud som nyhængt Mand i Galgen!
Inger
Aa nej, lidt Tavl vi under Skriftet spilled.
Hr. Erik
Og han bar tabt?
Inger
Vi fik ej Spillet færdigt!
Hr. Erik
Naa — lad ham gaa! det bliver Eders Sag! —
Hør, Barn, det tykkes mig et Gran mærkværdigt,
din Brudgom har saa Djævlens lidet Jag!
Midnat er længst forbi.
Inger
Aa — sagtens prøver
den stærke Greve Kræfter under Vejs!
Hr. Erik
Jaha! — godt sagt! — af Skræk han næppe tøver!
Jeg tænker tit, de Børn, I faar jer sammen,
det bli’er et Børnekuld med Jærn i Kammen!
Inger
Han var jo Dreng kun, da I saa ham sidst,
— maaske han nu — —
Hr. Erik
Ja vist — en Dreng — ja vist!
Tror du, en Krøbling vinder Haagens Ry?
Jeg tænker ham saa stolt en Karl som nogen!
Hans Fader havde ej for Skik at ty
med kælen Jomfrusnak til Kærlingkrogen!
Og saa hans Frierbrev, — han kræver dig!
— se den Slags Folk, mit Barn, dem lider jeg!
Inger
I, — ja!
Hr. Erik
Hvad nu, — er ikke du min Datter?
Inger
Og deraf rinder, at jeg villig skatter
de samme Mænd som I!
Hr. Erik
Er ej mit Blod
i dit! — Du er dog aldrig ræd!
Inger
Mit Mod
var aldrig ringere end jert! — Jeg længes
kun efter et, — at se hans Brynje sprænges
for Armens Muskel, — næmme, om hans Blik
har Staal, der hugger fremmed Vilje sønder!
Hr. Erik
Vel saa! — jeg svarer for, naar I begynder
at maale Klo — —
Inger
Kun svage Mænd jeg fandt!
Hr. Erik
Han binder dig dit Kævl saa trang en Strik!
Inger
. . . Mænd, som med Silketrævl man hurtig bandt!
Hr. Erik
gaar utaalmodig frem og tilbage. Standser ved Gluggen
Hvad hænger her for Pynt! — en Skørtepjalt!
river Skørtet ned
Her er saa kærlinglummert overalt! — —
staar ved Gluggen og ser ud
Den dumme Maane synker ned bag Skoven,
— og dette Pak — —
Inger
Ja — sæt han var forvoven
og drog endda! — det vilde være stygt!
Lidt mørkeræd var bedre! — Vil I ikke,
jeg rider ham i Møde, at han trygt
om stakket Stund paa Bænken dér kan ligge?
Hr. Erik
Ti med dit Kævl! Fik du ej bjæffet nok
med Klosterhunden før! Tæm dig i Tide!
Inger
Ser I alt Greven?
Hr. Erik
Sæt dig ved din Rok,
du Kvindebarn!
Inger
Saa slipper I at stride!
Hr. Erik
Mundstrid jeg overlader Kvindekæber!
Jeg lider ej en Strid, hvor ingen dræber!
Inger
Min Moder lærte mig, at dybest stak
med Ord man!
Hr. Erik
bøjer sig ud af Gluggen
Hvad var det? Ej, se! der steg
fra Skovene en skræmmet Raageflok — —
. . . Den Lyd er Hovslag! — hører du, der drak
Floden en løssprængt Sten, som rasled ned!
vender sig mod Inger
Hvad fejler dig, — hvorfor er du saa bleg?
Et Horn høres blæse fra Taarntinden over dem, én langstrakt, dyb Tone tre Gange gentagen. Straks efter svarer et andet Horn, fjærnere og skingert.
Hr. Erik
Ret saa! — Velkommen! — Hører du, han svarer!
gaar mod Døren
Kom med mig nu!
Inger
Jeg bliver her?
Hr. Erik
Hvad — her!
Er mine Børn da faldet efter Harer!
Du følger mig! — paa Timen! — hører du!
Inger
Jeg bliver, sagde jeg! — min Brudgom trænger
til Hvile sikkert, — og jeg selv er træt!
Hr. Erik
Det blev du nyssen!
Inger
Gaa dog! — Hvorfor hænger
I her! — nu gungrer Vindelbroens Bræt!
nu piber Porten! — gaa!
Hr. Erik
Er du besat!
Inger
Gaa! — Jeg vil være ene her i Nat!
Hr. Erik
Og jeg vil tugte dig for dine Nykker!
Inger
Vàr jer! — Jeg handler hastigt!
Hr. Erik
Hvor du glor!
Inger
Forstaar I ikke!
Hr. Erik
Spiller du din Mo’er.
jeg hugger dig i denne Stund i Stykker!
— Kom nu mit Barn!
Inger
Tror I, jeg staar og leger!
Hr. Erik
Se saa, nu kommer du, nu gaar vi to,
— saa, lad nu fare disse kælne Streger!
Inger
Fortæl Hr. Greven, at jeg gik til Ro
forlængst, — saa silde sover selv en Brud,
der vented elskovssyg sin Brudgoms Komme!
Hr. Erik
Ja vist, han trak det jo lidt længe ud,
jeg siger jo, at du har Grund til Vrede, —
men lad du nu den Vrede være omme,
— kom du med mig, — nu er han jo dernede!
Inger
Den Vrede! — I er en betænksom Fader!
For Resten kan I spare alle Ord!
Hans Sporer klinger jo paa Trappens Sten!
Den stakkels Greve! var han før lidt sen,
han fik nok Hast med ét! — det lader,
som staar hans Længsel nu i fejrest Flor!
Hr. Erik
Ej ej! — og jeg er her! — han er i Stand
at løbe Hallens Dør forbi!
Inger
Luk op!
skynd jer! I ser, han er en hastig Mand!
Hr. Erik
river Døren op
Hr. Haagen
kommer hurtigt fra Taarntrappen og standser indenfor Døren og stirrer paa Jomfru Inger. Han er klædt i støvet Jagtdragt og bærer Horn over Skulderen. Bøjer sig omsider til Hilsen uden at vende Øjnene fra Inger
Guds Fred!
Hr. Erik
som Døren har skjult for Grev Haagen, slaar ham leende paa Skulderen
I bringer Klerkehilsen, tror jeg!
Velkommen Søn!
Hr. Haagen
vender sig hastigt mod ham og hilser ham; bliver staaende og ser atter paa Inger, som holder sig i Baggrundens Halvmørke, lænet op mod Muren, og betragter Grev Haagen.
Hr. Erik
. . . og tilgiv os, Grev Haagen,
at I har maattet haste helt her op,
tilgiv, I finder os i Kammerskrogen!
Hr. Haagen
betragter under Hr. Eriks Talen bestandig Jomfru Inger.
Hr. Erik
ser op og ned ad ham
Hm.! — Eders Fader var lidt mere høj!
mer ørnebrynet, mere skulderdrøj!
og I er bandsat bleg! — Guds dyre Plage!
hvad er det røde som paa Kinden snor sig!
I har da ikke maattet Sliren drage?
Hr. Haagen
mod Inger
Bliv ikke vred, fordi jeg kommer silde, —
min Hu har været her saa langt før jeg,
men jeg blev standset paa min rappe Vej
af Mænd, som sagtens undte mig det ilde!
Inger
I havde altsaa dog lidt Hjælp haft nødig,
— der ser I, Fader!
Hr. Haagen
med en Bøjning mod Inger
Hjælp var overflødig!
Jeg vilde hid! — det kunde ingen hindre!
Inger
I taler stolt!
Hr. Haagen
Stolt. — saa er I at se!
Inger
smiler haanligt
Da skal I vide, jeg kan lystigt le!
Hr. Erik
Hvor mange Hjærner maatte I saa splindre?
Hr. Haagen
En.
Hr. Erik
En, — den Keltring sover sødt i Nat!
Hr. Haagen
Den Herre han var ædelig som I
og jeg.
Hr. Erik
Naa, bedst I faar et Vinkrus fat!
følg med mig til den Dør, I løb forbi!
Her er der ikke Rum til Prat og Gammen,
i Hallen snakker vi langt bedre sammen!
og sagtens bør I tvætte Eders Saar!
Hr. Haagen
Dér staar io Vin — —
gaar frem til Bordet
Jeg bliver heller her!
drikker
Ej, hvor den Vin som Brand til Hjærtet gaar!
ser atter paa Inger
Her er der fagert end en Stund at staa —
Mit Saar er intet — — Tilgiv, Jomfru Inger,
hel daarligt jeg i Kvæld min Tale tvinger,
— det volder I, som aldrig før jeg saa!
Hr. Erik
Nu ja — forelsket Mand skal Mand ej lede!
Jeg faar vel se til Eders Hest og Svende!
Kvæd I imens jer Elskovsprat til Ende,
— min Datter viser nok jer Hallens Dør,
naar I har sukket Eder Halsen tør.
gaar
Hr. Haagen
gaar frem til Inger og tager hendes Haand
Saa fager Jomfru aldrig før jeg fandt! —
. . . Tror I, at døde gaar igen — —
tager sig til Hovedet
Fred med de døde!
. . . Jer Hud er bleg, — jeg lider Isens Lød! —
— i Eders Nærhed er der svalt! — giv hid
jer Haand, — saa fin, saa kølig blank, saa hvid,
— at tage om som Sne, — det stinger let
i al mit Blod, i al mit Legems Kød
som Højfjældsluft — —
Inger
Nu vilder sagtens atter
jert Saar jer Tale, — I faar mindes, Greve,
at vidløs Elskov gør sin Mand til Latter!
Hr. Haagen
Og I, at Kvindekulde Manden stinger
som Sporen Hingsten, — aldrig, Jomfru, bleve
min Læbes Ord en Bobbelsværm, som springer!
Inger
Da talte nys I ungt som Knøs, der sværmer!
Hr Haagen
Jeg talte nys som den, der blodig nærmer
sig sine Drømmes og sin Viljes Fjælde
for sejersdrukken, lykketryg at hælde
sit Hoved til de hvide Tinders Sne.
Inger
Er I saa vidt, Hr. Greve? — vàr jer vel!
den vaagner sent, der styrter under Fjæld,
og tit gaar sejrtryg Mand mod ondest Ve!
Hr. Haagen
Taler I Alvor, Jomfru, eller spøger — —
— som Spøg mit Øre Eders Tale nød,
men ser jeg paa jer, al min Latter søger
i Skjul for Eders Holdnings Marmorlød.
Et faar I vide, stolte Jomfru, volder
I Ve mig, Ve jeg atter Eder volder!
Inger
Og taler Alvor I, da faar det være
jer Brudgomshilsen vel?
Hr. Haagen
Nu ja — ifald
for kælne Kys I lider Ord, der bære
om Hjærtet Viljens Skinnestøbte Skal!
Inger
Saa lider jeg.
Hr. Haagen
Da traf min Tale Eders!
Inger
I sigter klogt.
Hr. Haagen
Og rammes nemt af Skud,
der snelt fra stolte Læbebuer glider.
Inger
Mon ogsaa klogt I lyder fremmed Bud?
Hr. Haagen
I Kvæld endnu er Eders Vilje min.
Inger
Min Fader venter jer med Tvæt og Vin,
— forlad mig! — Natten alt mod Morgen lider!
— I tøver! — gaa! — gaa rapt og plej jert Saar,
I bliver hvid jo som et bleget Lagen!
Hr. Haagen
vender sig ved Døren
Tilgiv, om tøvende jeg fra jer gaar, —
og mindes, vaagen maa jeg vente Dagen.