Viggo Stuckenberg (1863–1905)

        Jeg er meget gammel, — meget ældre end nogen egentlig kan tænke sig, — og nu skal jeg fortælle jer en Historie.

        Jeg er Manden i Maanen.

        Jeg bor paa Maanen, — ikke paa den Side, som I kan se, men omme paa den anden, som I aldrig ser. Der bor jeg i et Baghus. Jeg gaar med en stor Nøgle i Lommen — med den Nøgle lukker jeg mig ind. Den kan I nu for Resten ikke faa at se, — jeg har hængt den fra mig, skal jeg sige jer, — det gør jeg altid, naar jeg skal snakke med saadan nogle som I. Da jeg gik hjemmefra i Aftes, hængte jeg den fra mig paa Sirius.

      Det kan I maaske ikke forstaa. Det gør heller ikke noget. Den hænger der, og jeg ved det Jeg skal sige jer, jeg spadserer her- ned ad Mælkevejen, og saa er Sirius saadan et bekvemt Søm i det lange sorte Plankeværk ude, hvor Verden ender.

      Ja nu skal I høre.

        Jeg er Manden i Maanen, og jeg har altid boet deroppe, lige fra jeg blev født, hvis jeg nogensinde er blevet det. Jeg tror nok, at mit Baghus og jeg og min Nøgle, vi er lige saa gamle som Maanen. Det kan gærne være, at der bor flere deroppe end jeg, — jeg ved det ikke, for jeg tænker aldrig paa andre end paa mig selv.

        Mit Baghus er et rigtig pænt Baghus. Staar der ogsaa et For- hus, saa har jeg aldrig set det. Det kommer jo heller ikke mig ved. Jeg har mine egne Værelser, og det er rigtig rare Værelser, meget bedre end de, I har hernede paa Jorden. Og saa har jeg en hel Flok Grise, og dem fodrer jeg med raadne Stjærner. Alle de Stjærner, som ikke vil blive siddende, og som falder ned for mig, dem fejer jeg ind til Grisene, — det er udmærket Føde, og de smager Grisene fortræffeligt.

        For Resten, — I kan gærne faa Historien med det samme — der var for Resten en Gang, da jeg slet ingen Grise havde. Der var nemlig ingen Stjærner til dem, for alle mine Stjærner sad fast, og ingen faldt ned. Det kom sig altsammen af, at jeg havde en til at holde paa dem.

        Vi var to, maa I vide, to deroppe i det gamle Baghus, to der holdt meget af hinanden, — ja, netop saa meget som man holder af hinanden paa Maanen. Den Gang kom jeg aldrig ned paa Jor- den. Vi gik aldrig længer end Mælkevejen til Ende og hjem igen. Og selv om der faldt Stjærner, saa var det ikke af mine, og saa brød vi os ikke om det.

        Jeg kan jo gærne fortælle jer, at der hvor mine Grise nu gaar, der stod der den Gang en Have med Blomster. Det gør lige meget, om I tror mig eller ej, — Haven er der jo ikke længer, og I kommer aldrig paa Maanen. Men Blomsterne var der, og de var vore, og vi kunde se dem. Dem gik vi og plejede og passede. De skulde nu ikke have andet end en Smule Ømhed og Tilfreds- hed og gode Ønsker og Haab og stille Glæde, for andet har man ikke at pleje Blomster med paa Maanen.

        For I glemmer vel ikke, at jeg er Manden i Maanen?

        Nu er det meget længe siden og Historien gammel. I har na- turligvis hørt den før, saa gammel som den er, og saa behøver jeg ikke at fortælle jer, hvordan den ender.

        Ser I — med mig har det nu altid været ens, men med Maa- nen har det slet ikke altid været saadan fat, som det er nu. Bild jer nu bare ikke ind, at jeg vil til at fortælle jer, at der voksede Græs engang og stod Skove deroppe og var smaa Søer med Nym- fer i. Det er slet ikke det, det kender jeg ikke noget til. Men naar jeg tænker mig rigtig om — saadan nogle Millioner Aar til- bage, — saa kan jeg jo nok fortælle jer, at der har været en Tid, da Maanen var alene, helt alene. Jeg skal sige jer, Maanen var det allerførste, som Vorherre skabte, og det var i Maaneskin, at han tog fat paa at gøre Jorden, og han gjorde den ogsaa færdig i Maaneskin. Det kan I selv tydelig se, — det er ikke Snak, — saa besynderlig dejlig, som Jorden er, naar Maanen skinner. Men saa var det, at Vorherre satte Solen i Gang for at se, hvad det var han havde foretaget sig, og saa blev han saa ilde til Mode, at han gik sin Vej, krøb over det store Plankeværk og blev borte med det samme. Men Solen glemte han og derfor turer den endnu omkring og anretter stor Fortræd.

        Meget stor Fortræd. Jeg skal sige jer, jeg fryser naar Solen skinner. For saa kan jeg slet ingen Stjærner se, ikke engang saa meget som en, der falder, og saa synes jeg, at der slet ikke er flere Stjærner, at de er faldne alle sammen. Saa løber alting ud i en gul Ørken af Lys, og jeg sidder deroppe paa Maanen og kryber sammen og ser ikke andet end, at I to og alle jeres Kam- merater hernede ligger paa Maven og roder og slaas og ikke faar andet end Sandskorn imellem Fingrene. Og mine egne Grise de slaas, for de sulter, — til Natten kommer og giver dem Føde, alle de mange Stjerner, som engang sad fast. Saa tier I og jeres Kammerater, saa sover I, — mens jeg gaar og fodrer og fodrer med det, som jeg ønskede skinnende til evig Tid. Og saa ligger I og drømmer, og saa hører I i Drømme mine Grise sluge, hvad jeg jamrer over at miste, og deres Smasken lyder jer saa dejlig, at I snakker i Søvn.

        Ak, lille Børn, hvad skulde den Sol!

        I ser saa glade ud, — jeg kan se paa jer, at I tænker paa So- len. Nu har jeg ikke Tid længer, — nu er min Lampe ved at gaa ud deroppe, og det sorte Plankeværk ved at sluge Sirius. Og saa mister jeg min Nøgle og kan ikke komme ind. Og kom- mer jeg ikke ind i det gamle Baghus — — —

        Ja — hvad tror I saa, den skal stille op, som er Manden i Maanen?