To Slaver tjente hos den store Herre,
Skyteltenes Beboer, Wanna Issi,
den stolte Fyrste med det skarpe Blik,
han, for hvis Stepper ingen Grænser spærre,
hvis Hjorders Tal blev ingensinde nævnet, —
og Slaverne var Koit og Ämmarik.
Hver Morgen havde Koit det Hverv at tænde
Faklen, der flammende paa Sneen lyser,
og Ämmarik var af den Store sat
til, naar det lakked imod Dagens Ende,
at slukke med sin bløde Haand dens Flamme
og dække varsomt Jorden til med Nat.
Og Wanna Issi vilde naadig lade
Arbejdet lønne og beslutted derfor,
at Navn af Ægtefolk de skulde faa;
men Koit og Ämmarik den Store bade
om evig Brud og Brudgom kun at blive,
og Wanna Issi lod det være saa.
Hver Morgen og hver Aften kun de mødes
og skifter Faklen for igen at skilles,
et stille Møde uden hede Ord,
et Blik kun, som af Fakkelflammen glødes,
et sagte Pust, og hver sin Vej de vandre,
mens Sneen fyger tæt om deres Spor.
Kun én Gang aarlig ingen Nat dem skiller,
kun én Gang aarlig Ämmarik ej slukker
om Aftnen Faklen, som af Koit hun faar,
men aander paa den, til dens Flamme spiller
med fortsat Liv, og Dagen ej forsvinder, —
og Brud og Brudgom nær hinanden staar.
Da griber tavse de hinandens Hænder,
og Wanna Issi fra sit Skytelt smiler,
mens Brud og Brudgom mødes i et Kys;
og Rødmen, der i Kinderne dem brænder,
som Midnatssol paa Himmelbuen gløder
og farver Steppen med sit stille Lys.