Kløften lukker sig, og Stien slipper...
jeg er Fange.
Og med Kløften lukker
kølig-klamt dens Stilhed sig omkring mig,
mens de trange
bregnegrønne Klipper
breder for mig deres Skyggehynder — —
her er Stilhed, skovdyb, fjældtung Stilhed!
Fra en Klipperand to Birke vugger
løvlet paa de spæde Grene
denne Stilhed,
og fra Kløftebundens vaade Stene,
hvor en stille Elv sit Løb begynder,
stiger den i iskold Rislen.
Jeg vil hvile her, mens Kløften føres
videre og videre bestandig,
løftet frem af Skyggens Stilhed
og med Graner over sig, som lytter
efter Lyd, som aldrig høres, —
hvile her, til Kløften
fylder foran mig den hele Verden, —
til hele Verden,
er bare denne Kløft og denne Stilhed.
Jeg vil strække Foden ud i Elven
og føle dens iskolde Kælen henover Huden,
til Elvens Kulde og Kløftens Stilhed
bringer mig dig,
som jeg elsker.
Du skal komme til mig som Asløg til Regner,
hverken klædt eller nøgen,
svøbt i din Kærligheds Pragt,
og vor Elskov skal die
Dødsstilheden herinde
og leve Elskovens skyggetavse Liv.
Thi Stilheden her er Liv,
Liv, som ligger og lytter
til eget Aandedrag,
Liv, som vokser sig Vej med det eviges Magt,
vokser i sansestærk, blodsund Vækst,
Liv, som lever i evig Elskov,
en evig Naturs dødsstille Elskov.
Og Solen, som falder pletvis
imellem de tætte Graner,
skal sænke et eneste dvælende Glimt
dér, hvor vi hviler,
mens Elven stiger omkring os
og stryger over vort Favntag
sin bløde, glidende Kulde.
Da skal du kende din Lykke,
Lykken, som er Natur!
Og Kløftens Stilhed
skal lukke sig om os begge,
og Elven risle med ringende Rislen,
ringe vort Bryllup ud over Kløften og Verden,
mens Birken vugger paa løvlette Grene
din og min og Naturens
evigt aandende Elskov.