Grave paa begge Sider,
og Grave i hundredvis bag,
fattige Grave, som vokser i Tal
for hver en mørkedræbt Dag;
spadeklappede Tuer,
som ingen Ligkranse bær’, —
der sidder med graadsløve Øjne
et Spøgelse stille paa hver,
et Haab, som tæredes langsomt
og døde den Brystsyges Død,
et Haab, som knækked, da Stormen
hen over Ungskoven brød.
Bag mig ligger der Grave,
vel en for hvert Skridt, jeg gik,
og foran mig skærer fra Taagen
Graverens Spadestik.