De falder som pjuskede Stumper
af alle de blodtunge Drømme,
Somren klækkede ud —
livløse, blegnede Rester
af tusinde Bønner, der søgte forgæves
Himlens retfærdige Gud.
Lydløst de ned gennem Luften
slusker forkomne og stumme
i talløst vrimlende Drys,
og dækker de hede Kinder,
der frejdige blusser, med tusinde
iskolde, spottende Kys.