Havens Blomster har smykket sig ud
med Dugg paa de knopløse Stilke,
sølvblankt flimrer den kølige Rim
i Spindelvævenes Silke.
Perler sidder i pynteligt Sæt
om Træernes gulnede Blade,
funkler — og svinder med sporløst Fald
for Solens Straalekaskade.
Vinden kommer og aander saa koldt
paa det sidste, tøvende Grønne,
der falder en Duggdraabe tungt paa min Haand — —
Græder du, falmede Skønne?