Det blæser strengt i Nat, og her er koldt
i Cellen, hvor jeg sammenkrøben sidder,
min Tanke spiller med et Minde Bold,
mens Gigten piner Mindets glemte Ridder.
— Aa Krist! Madonna! Gud! bed for mig! bed!
hjælp mig at holde Mindets Djævel Stangen!
jeg kan ej mer! — Er, Kirke, det din Fred? —
— Hvor dumpt det tuder gennem Klostergangen!
Saa blæs da Storm! her staar jeg stærk og strunk!
skrig det kun ud i Verden, hvor du kommer,
at du har set et Kloster, hvor en Munk
tog Tag med Djævlen om en svunden Sommer!
Kom, sæt dit Ansigt mod min Rude, Nat!
at ogsaa du i Morgen kan fortælle
om Munken, du har set, der om en Skat
med Djævlen selv slog Tærning i sin Celle!
Se denne Bog — Nu, Storm! du hyler straks! —
ja, det er Skatten, hvor om Kampen gælder!
— en Bibel? — ja! — men af en egen Slags,
som ej et Ord om Død og Djævel melder!
i den staar prentet Livets store Bud,
og Livets Sol igennem Skriften trænger, —
forstaar du den, du Krusifiksets Gud!
Sølv-Krist, som paa dit Kors metalkold hænger?
I fyrretyve lange, døde Aar
begraved jeg forgæves mig i Cellen, —
i Bogen her et Evangelium staar,
som vækker Ridderen i Kutte-Trællen!
Min Bibel kender ej til Støvets Pligt,
i den er Tro paa Lykken kun at finde!
dens hele Indhold er et Elskovsdigt,
et Digt til mig fra Verdens bedste Kvinde!
Vig bort, du Klosternat, for Livets Lys!
og tag din Bibel med dig i din Kiste!
min Læbe brænder af det sidste Kys,
det hede, vilde, taarevaade, sidste — —
— Aa Herre! kom min Svaghed mildt i Hu!
vær naadig, Kristus! tæm din Vredes Vælde!
tilgiv mig Gud! — jeg elsker jo endnu!
— Hvor her er koldt og trist i Klostrets Celle!