Den rinder tungt og stille
den dybe Visdomskilde,
dens Vand sig borer draabevis
saa klart som Dugg, saa koldt som Is
sin Vej igennem Klippen;
den gaar saa tavs og kender ej
til andre Kilders lette Leg
i Spring og Fald og Trippen.
Den blanke Strøms ubrudte Spejl
sig støtter mod en Brink, der stejl
og stærk i Vejret peger,
og Strømmen har et dæmpet Skær,
som naar den hvide Dag er nær,
og Gryet Mørket bleger.
Højt oppe over Brinkens Top,
hvor Skæret svagt kun rækker op,
en Hær af Storme rider;
der buldrer Verden dum og kaad;
men Bulderet faar Klang af Graad,
naar langs den stejle Klippe bred
en Rest af Larmen siver ned,
hvor Visdomskilden glider.
Og under Kildespringet,
af Tavshed tungt omringet,
der sidder Gubben Mimer
i dæmringsdunkle Haller,
hvor Solen aldrig falder
med sine gyldne Strimer;
paa hver en kølig Draabe,
som blinker frem og siver ud,
han stirrer stum, den blege Gud,
der aldrig tvivler, aldrig tror,
men roligt følger Draabens Spor,
for vis til det: at haabe.
Da slikker ned og svipper op
en Dag om Kildebrinkens Top
Snefnug i hvide Flammer,
og gennem Mimers Haller slaar
et Pust, der over Kilden gaar
og dør i iskold Jammer.
Men Mimer sidder rolig, stum,
og stirrer paa den Draabe, som
med frossen Klirren brister;
saa retter Ryggen han og ser
der op, hvor Blæsten haanligt ler
og slynger Sneens hvide Skum
tæt omkring Klippens Tinder;
og da den sidste Draabe dør,
og Kilden tier, hæver han
sin Haand, saa kold og stum som før —
og tygger atter paa sit Skæg.
Men op langs Brinkens stejle Væg
en Skygge glider ved hans Vink
fra Kildens Bund mod Brinkens Rand,
hvor den i Sne forsvinder.
Ud over døde Fjældes Is
og gennem golde Dales Grav,
ud imod Nord, hvor mørk og lav
en solløs Himmel spaar Forlis
hvert Haab, der slipper Tvivlens Strand,
skal Skyggen frem; dèr staar i Spil,
i iskoldt Spil en iskold Ild
paa Nattehimlens Rand.
Og Skyggen glider tyst afsted
og snor sig gennem Stormen,
snart svej og lang, snart stiv og bred,
snart krybende som Ormen;
det fyger om den for hvert Skridt,
og Stormen Driver saar
foran dens Fod og breder vidt
omkring den Vintrens Død; —
men Skyggen frem til Dalen naar,
hvor Vølund ved sin Esse staar.
Da vokser den sig høj og stor
og lægger tavs sin Kæmpearm
om Vølunds stærke Skulder,
mens Esseluens Knitren dør
i fjærne Sneskreds Bulder.
Og Jætteynglens Ulvekor
slaar Gabet mod den frosne Jord.
Og Stormen fejer frem en Sky
af Sne, saa kold og tung og tæt,
at Ulve mellem Gribbe fly,
mens Skyggen griber Vølunds Sværd
og Vølund selv, og taagelet
et Stormdrag bort dem skyller;
og Sneslud ned om Essen slaar
og Dalen bag dem fylder.
Men rundt omkring det slukte Baal
de slunkne Ulve slusker
til Gribbeskrig og Gribbeskraal — —
Thi dybt paa Klippekløftens Bund,
hvor Mørket evigt sænker
sig tungt og dvaledødt i Blund,
dèr sidder Skyggen bøjet
og spænder Vølunds Lænker.
Og der, hvor Visdomskilden gaar
foruden Straalefald og Skum,
dèr sidder Mimer stum.