Glemslen kommer med iskold Blæst
i Frosttaage-Kappe og Snebyge-Vest,
sviende kold!
og dundrer mod Hjærtet sin Istap-Kno:
Luk op! jeg skaffer til Løn dig Ro
og dækker med afgrundsdyb Is, hvad der smerted, —
Glemslen lufter os Hjærtet,
isnende kold!
Vel Glemsel! bred da din Is om mit!
lad Taaren som Isperle slutte sit
sviende Løb!
frys til hver en nagende, skuffet Drøm! — —
du brister! du kan ej! den Understrøm
faar du lade sive og draabevis brede
sit kogende, dybe, glohede,
evige Løb!