Prins Vidrik staar saa tavs ved Aa
Med Haand paa Sværd og lytter til
De gyldne Flammers Knitren
Og de smaa Gnisters Stjernespil.
Stor Larm og Tummel, Skraal og Skrig
Op mod den stille Maane slaar,
— Endda de Vandes Puslen
Evindelig hans Øre naar.
Den Aa sig snor i blodig Glød,
Som sved den gennem Eng sig Vej,
Og risler, risler, risler
Som hugget Saar, der læges ej.
Prins Vidrik lytter tavs og strunk.
Saa smiler blegt han imod Aa:
„Forklager du mig, Drømmer,
Fordi jeg ej lod Blomsten staa?
Vist aldrig fik dit blanke Spejl
Saa pragtfuld Rose i sit Glar,
Og aldrig Blomst som denne
— Saa hed — mit Hjærte bar.
I Morgen spejler du en Tomt,
Hvor nys du under Murfod sang!
... Ak, Hjærtet fuldt af Blomster
Og saa en Dag en øde Vang!”