Der var en Tid, da hvert et Vand
kun spejled øde Skove,
og Klippens Mos var blødest Seng
for den, der vilde sove,
et Hul i Bakken Mandens Hus,
hans Bord det nøgne Skød,
den hule Haand hans Drikkekrus,
hans Brød hvad Lykken bød.
*
Saa tog han Træets lyse Ved
og Rugens gule Halm,
det bløde Ler fra Bakkens Skrænt
og Bjærgets haarde Malm,
skar Bord og Bænk og Sengefjæl,
bar alt, hvad Jorden gav ham, frem,
tog mindste Urt i Døgnets Sold
og skabte sig et Hjem,
greb ned, hvor Jordens Aarer gaar
med Jordens Blod, det røde Guld,
og hærded skønt det til en Skaal,
af Himlens Solskin fuld,
fik Muren rejst til Læ mod Blæst
og Tag mod Regnens Fald
og Glar til Glug, — hvad Jordens er
alt samlet i en Hal.
*
Og nu — naar Sol mod Nat gaar ned
og rødmer Havets Vande,
sig spejler Taarn og Urtebed,
hvor før laa øde Strande,
og Lyset kysser under Kvæld
i Hjemmets Krog en Ramme,
en Stol, et Billed — til Farvel
og Gensyn i det samme.
Hvem du saa er, og hvor du bor,
Kvældsolen hos dig finder
en Ting, som anden Haand har skabt,
men som bær’ dine Minder.