Det var en Morgenstund i Regn og Graat,
jeg gik igennem Havens øde Gange,
den første vaagne Finke sang saa smaat,
— da brused om mig tusind Fuglesange.
Der, fjærnt steg Slottet, . . . som om Løvets Lin
af Vinden førtes sagtelig til Side
for et af lyse Drømme smedet Skrin,
løftet mod Himlen nu ved Morgentide.
Og det var al mit Hjærtes fulde Trang
i Stilhed smeltet til saa rent et Smykke,
og det var al min Længsels skjulte Sang,
mit eget Hjærtets lyse Drøm om Lykke!
Det gamle Slot, som Tusinder har set
i Sorg og Modgang, i al Livets Glæde,
som tyst har talt til den, der ondt har lét,
og trøstet den, der ensom maatte græde,
— det blev mig i den stille Morgenstund
saa daarende, saa kongelig en Hvile,
et stolt og blysomt Kys af Livets Mund,
et Syn, der fik mit Hjærte til at smile.