Jeg staar paa Brøndshøj Bakke den første Foraardag,
langt ude Sne i Brakjordsfurer skinner,
og Solen tørrer Mos og Tegl paa Bondelængers Tag,
og Vand i alle visne Grøfter rinder.
Dernede ligger Husum med Mølle og med Kro,
med Skorstensrøg og Gavle, grønne Tage,
og Islemark, og Islehøj, og Torben Oxes Bro,
— ak, Torben Oxe, nu, i vore Dage!
Det Land det er saa aabent, det Land det er saa lyst,
og Solen gaar velsignende derover,
det er som om hver Muldklump derude vaagner tyst,
og som hver Blomst i Morgendrømme sover.
Der er saa højt til Himlen, og Lærken saar sin Sang,
som Lærken slog i din Tid, Torben Oxe;
de Enge er saa brede, din Bro den er saa trang,
. . . de samme Hændelser i Verden vokse.