Jeg ser igennem den duggede Rude
hans vilde Øjne, — han staar derude.
Han kommer hver evige Midnat igen,
min farende, fredløse Thyringerven,
staar der saa stille, saa maaneskinsmager,
med Skægget stridt under snefrosne Flager.
Jeg fryser, jeg stivner fra Isse til Hæl,
hans Blik er som stikkende Sne i min Sjæl,
alt, hvad jeg tænkte, og alt, hvad jeg vilde,
kvæles i Kulde, bli’r isnende stille.
Kalder du ud, — hvad vil du mit Sind?
Maner du mig, — eller længes du ind?
Din Stirren mig driver fra Bord og fra Hynde,
stinger mit Hjærte med Vildskovens Brynde,
stirrer til Trøske den Spøgelsepæl,
Hverdagens Arnefred slog i min Sjæl,
vækker en Drøm om et Liv, der som dit
jager med Vinden fredløst og frit — — —
Eller, du Ven fra de vildsomme Huler,
hungrer din Sjæl mod mit Cellelivs Smuler,
fryser din Sjæl paa de evige Veje,
længes du træt mod et silkelunt Leje,
staar du og stirrer derude fra Skyggen
ind paa et Solstrejf af Menneskelykken,
fandt du ej Lykken en Falk under Sky,
— — Drag dine Veje, — bed ikke om Ly!
Længes du ind, og længes jeg ud,
begge vi bytted kun Stodderskrud,
— drag de Veje, hvorfra du kom,
begge vi bytted kun Fattigdom.