I
Jeg er saa træt
af at stirre ned,
jeg er saa træt
af at bøje min Nakke;
selv den Træl,
som argest sled,
har dog en Stund,
han kan kaste sin Hakke.
II
Hvad er den Byrde,
mine Skuldre bære,
den hele Himmel
med dens Stjærnehære,
mod det at maatte
evigt stirre ned
blandt Blomster, hvor min
Skygge engang gled,
og ikke kunne føle
mod min Kind
et stakkels dugkoldt
Edderkoppespind!
III
Dér strøg du, Fugl,
saa tæt forbi min Lænd!
— Kom, du lille Lærke,
kom igen!
Mit Bryst er bredt
som Engene dernede,
— kom og byg dig ved mit
Hjærte Rede!
Er du angst for
mine laadne Hænder?
Ak, de voksed fast mod
mine Lænder.
Jeg er stiv som
Is og vissen Gren,
mere stille end en
Afgrunds Sten.
Fugl du flyver!
Bli’r du tavs og tom,
naar du ikke længer
strejfer om!
IV
Saa lidt behøves
for at pine længe,
en Smaafugl blot,
som kvidrer over Enge,
en Muldvarp kun,
en løftet Haandfuld Jord,
— og jeg er Havet,
som i Stormvejr gror.
V
Du Fugl som fløj saa højt
fordi du fandt,
at op til Himlen
Jordens Dag sig spandt,
ifald du vidste,
hvad det er at staa
og se hvert Døgn
evindeligt forgaa
i lydløs Tomhed,
Fred foruden Rod,
mens Tusind støjer
op omkring din Fod,
— ifald du vidste!
. . .. Fugl du fly’r din Vej!
— Den allermindste Myre
kender mig!
VI
De skyr mig alle.
Den, som misted alt,
er ene.
Thi alt er ét kun,
— Frugten, du lod falde
højt oppe fra den højeste af dine Grene
en haabløs Stund.
Der hænger tusind
Frugter under Gren,
og alle
rødmende som Blod.
Vælg blandt de tusind,
— for dig er der kun en iblandt dem alle,
hvis Frø slaar Rod.
Og faldt den ene,
førend Høsten kom,
da klager
fattig du din Nød,
hver Gang de andre Grene
saar deres Frugt til Liv i Jordens Ager,
. . . du lever — død.
VII
Aa, jeg bærer Himmelrummet,
det har Mennesker bestemt,
en maa slæbe det, hvis Vægt gør
alle andres Sind beklemt.
Og jeg slæber, og jeg tier,
— om jeg talte blot et Ord,
svøbte sig i tusind Taager
for mit Blik den lyse Jord.
Ingen Taager, ingen Skygger!
Jeg maa se den ung og stor!
Ellers styrter Himmelrummet,
— al min Kraft paa Jorden bor!
VIII
Om jeg bøjed
et Sekund mig,
om jeg strakte
mig derned,
ak, de hundred
Tusind Stjærner
under Himmelranden gled.
Om jeg plukked
blot en Bellis,
om jeg fanged
blot en Bi,
alle Himlens
høje Kloder
slukte deres lyse Sti.
Himlens Stjærner
— jeg har set dem,
de har tindret,
hvor jeg gik.
Nu maa jeg i
Havets Spejlbund
sanke deres Taareblik.
Jordens Blomster
gror imod mig,
Himlens Stjærner
ved jeg til,
tør ej bryde
Blomst, ej løfte
Blikket højt hvor helst jeg vil.
Jeg har levet
ung og frejdig,
jeg har elsket
stolt og stort,
drømt saa lyst
og holdt en Vaardag
jublende for Lykkens Port.
Og saa tror de,
Himmelrummet
tynger mine
Skuldre ned,
— og saa er det
blot et Minde,
al min Ungdom kun, som led.