I
Hvor Vejen løber for Bakkens Fod,
der ligger et lident frysende Kær
med Vand for de fattige Pile;
da Solen daled — en sidste Glød
i Dagens slukkende Mile —
flød Kærets Kumme med Blod.
Der munder under de nøgne Træ’r
i Kæret en stille rindende Grøft,
ned over Bakkerne draget;
da Solen daled, blev Grøften Ild,
en flammende Klinge jaget
dybt i det blødende Kær.
Men Natten er inde, og Natten har gemt
de lysende Sværd i sin sorte Balg
og bredt over Kæret sit Lagen; —
jeg staar i Mørket ved Bakkens Fod,
— fra Kæret stiger en Klagen
i sarteste Klange stemt.
Som Silke, der knitrer, saa sprød, saa skær
er Klangen; — det dirrer, det klinger mig nær,
det kimer med isklare Klokker; —
jeg kender den Kimen, det knitrende Spil,
jeg ved, det er Frosten, som lokker
i Favn sig det frysende Kær.
Jeg kender den ringlende Klang af Is, —
af Is, der springer og nynner sin Sang
om Ro for de dybeste Vunder; —
jeg hører de Isbjælders kimende Klang
i ensomme, tavse Stunder
dirre bag Døgnsteppens Dis.
II
Ved I, hvad Vinter er,
I Mennesker, som holder lunt til Huse,
hvor I kan flytte jer fra Ovn til Ovn
og gnide Hænderne, mens alle Skove suse?
Ved I, hvad Vinter er,
I, hvem den aldrig bragte anden Kummer
end den, at Blæsten løb med eders Hat,
og at I traf hver Sporvogn fuldt besat
og ingen Droske, før I fandt jert Hummer?
Det er det aabne Land,
det er de aabne, nøgne, sorte Skove,
hvor Ravn og Ugle flytter sig paa Gren
og krummer Kloen og kan ikke sove!
Det er den hvide Mark,
hvor Musen løber om og ser ej Føde,
hvor Sneen skjuler alle Jordens Frø,
og Kulden taler haardt om det at dø
og blæser Mus og fattig Mand i Møde;
den øde, hvide Jord,
hvor kun et vissent Straa op over Sneen knejser,
og Skoven sortnende mod Himlen staar,
som om al Jordens Haar sig stift i Rædsel rejser.
Drøm ved jer Ovn
i Læ blandt Byens Huse!
— der lysner Sne i Nattens Stjærneskær,
og som var Havet, Dommedagen, nær,
hvert Skovbryn suser som den sidste Sluse!