Først en Skov af sorte Stammer,
saa en Solnedgang, der flammer,
som om Evighedens Porte
Millioner Mile borte
aabner sig bag Luftlags Kulde
for en Esse,
hvor de Timer, der skal komme,
Livets skjulte Skæbner hvæsse.
Dér, hvor Stammerne sig skille,
Søen islagt, dødsens-stille
som et Dyb, der ensomt grunder,
og som luftigt Drømmeunder
et Par Holme midt derude,
rimgraa, blege,
— mellem Is og nøgne Kviste
svunden Ungdoms Elskovslege.
Svundne Tider! — Ak, tilsammen
brænder I som Solfaldsflammen
koldt og klart og langt derude.
Nu gror Isblomst op om Rude,
— hvad der svandt, i Evighedens
Digel dykkes;
hvad du drømte, blev til Aske,
hvad du vil, skal frostklart lykkes!