Over de frosne Marker flyver en Storm,
kommer fra Nord, styrter mod Syd;
Natten staar i et kogende Brøl,
Mørket, som sov, er vaagnet og bruser af Sted over Jorden,
et ustandseligt vældende Spøgelsehav,
der skjuler alt i sit sorte Dyb.
Kvælende slaar det mod Brystet, styrter sig ned i din Strube,
hviner forbi dig med blindfødt Hujen,
raaber imod dig,
. . . det døde faar Mæle,
piber fra Straa, truer fra Trætop,
— en aaben Laage plaprer og plaprer —
Der brænder et Lys, et eneste kun,
en Lampe bag Rude langt borte,
— dit Hjem, din Velfærd, din Lykke,
alt, hvad din Sjæl har ejet og ejer —
. . . paa Bunden af Spøgelsehavet et Stykke Spøgelserav.
*
Jeg har altid elsket Natten
først fordi jeg fandt den mere smuk end Dagen,
senere fordi den lod mig ene,
— nu fordi dens Mørke skjuler om mit eget Hjærtes Mørke.
Stærke Nat, — det er ej Klage; Graad er bleven mig saa fremmed,
bitter er jeg ikke længer; i dit Dyb jeg staar og tænker
og velsigner tyst din Tavshed,
du, som i din Visdom sænker tæt dit Mulm om Livets Op og Ned.
Alt, hvad jeg fra Skæbnens spøgefulde Færd har sanket sammen,
har jeg stablet til en Tue,
— ingen ser den; men dens Muld under mine Fødder klæber
frugtbart som i Kvindeskød ulyksalig Elskovs Frugt.
Ingen ser, om dumt jeg knejser, om jeg krummer mig mod Jorden,
ingen ser mig,
— men i Dybet af dit Mørke, stærke Nat, min Færd jeg sanker,
og jeg ved, hvad jeg har mistet, og hvad Tabene mig gav.
*
Alle I, som lever i Dagens velsignede Sol,
ved I, hvad Natten er for et uhyre Rige,
ved I, hvad Mørket er for et endeløst Hav,
bundløst, grænseløst, dybt saa det aldrig kan maales,
— og fast og fortættet som intet, eet i sit Mulm.
Ingen Løfter og ingen Lokken,
intet, der glimrer sig Vej til dit Hjærte, —
al din Leven presset sammen som Græssets Dug til en eneste Draabe.
Intet Klagemaal, ingen Tak,
— hvad dig ramte af godt og ondt
samles paa Bunden af Natten som vildfarne Vande i Jordens Dyb
og der stryger over dit Sind et Pust fra en Kilde,
der stille pibler sig Vej ved din Fod
og standser din Gang —
Og du staar stum.
Du, som var vant at juble, naar Lykken dig fyldte,
vant at klage, naar Sorgen forgifted dit Sind!
Og du velsigner den dybe Nat,
fordi den skjuler for dig dit eget forlegne Smil ad din larmende Jubel,
skjuler din Skam over, at nogen Sinde du klaged.
Ind mod dit Hjærte vælder alt Liv som en svulmende Bølge,
fyldt med Jammer og Glæde som Salt i dens Dyb,
og du forstaar, du skal leve dit Liv til det sidste,
oprejst, stille,
i Lykke og Sorg tale de sagteste Ord,
— men leve,
stirre din Skæbne ind i dens evigt taagede, evindeligt dunkle Blik.
Da ser du derinde en ensom Nat
en Magt, en Vilje,
en Magt der gaar som en Morgen hen over Havets tangfiltrede Bund,
en Vilje, der vaagner som Sol i de højeste Himle
og rammer din skælvende Haand,
saa stille den knyttes —
en Magt, en Vilje,
— Livets,
. . . din egen.
Og da er du frelst.