Nu springer Vaaren fra sin Seng,
slaar ud sit gyldne Solskinshaar,
nu drømmer Jorden Morgendrøm,
som Klokker de smaa Kilder gaar!
Nu springer Livets Porte op,
de Porte paa den store Stad,
og den, som sad i armest Kaar,
gaar ud at le sig rig og glad.
Der synger under Himlens Blaa
en Lærkehær, et Jubelkor;
der strømmer fra den store Stad
en Skare ud, hvor Solskin bor!
Den kommer fra de lumre Rum,
hvor Hjul og Rem for Lærke sang,
hvor mødigt Slid og kunstigt Lys
fik gjort den skumle Dag saa lang.
Der gaar de Mænd, hvis Mod blev spændt
i Sele for et Brød at faa,
de Kvinder, som sled Barmen gold
for Ild i Ovnen til de smaa;
der gaar de Mænd nu — da hvert Straa,
som traadtes ned, staar rankt og rundt —
at kræve det Par Timers Fred,
der atter aander Blodet sundt;
der gaar de Kvinder — nu, hver Blomst
kærtegnes af den milde Vind —
at kræve Hvile, at det Barn,
de føde skal, faar Rosenkind!
Og over Stadens Skorstensskov,
hvor tusinde Maskiner sang,
der lyder for en enkelt Dag
de frie Markers Fuglesang.
Se, det er Vaar, med Ret for hver
at fange Sol og sætte Frugt!
den Stund, da mindste Puppe faar
et Vingepar til Sommerflugt!
Se, det er mer’ end døgnkort Vaar!
det er den vide Fremtids Krav:
Ret til at nyde Livets Sol
for den, som Skæbnen Livet gav!