I Nat har det regnet. Saa lind og klam
har Væden løsnet de Smaaskæls Ham
og kølet for Nattens Drømme!
Højt om Knopgemmets brune Spejl
har Løvet hejset sit grønne Sejl
paa Dagens sølvhvide Strømme.
Dug over Urter og regnmættet Støv,
perlende Lys over silket Løv,
en Solskinsmorgen i Skoven!
Friske Skud grønner Granernes Spær,
og blaa som et sommerligt blaanende Kær
strømmer Himlen foroven.
Imod mig aander saa karsk en Dag,
— ak, Livet bliver saa fager en Sag
imellem de solfriske Bøge!
De lyse Timer, saa faa de var,
som Døgnets Strøm mod det fjærne bar,
i Skoven om Hjærtet spøge!
Hver Bi, der summer mig rapt forbi,
hver krybende Snegl paa den mossede Sti
gaar Bud for saa fager en Vælde!
Jeg løfter mit Hoved, jeg frier min Sjæl,
— der lever, trods sviende Giftstik i Hæl,
en Lykke, som ingen kan fælde!