Om det saa blot er mine Hænder,
saa skælver de, hver Gang de griber dine,
naar vi maa skilles og vort Møde ender,
det volder mig saa taabelig en Pine!
helst holdt min Haand om din saa lang en Stund,
og slipper dog og har slet ingen Grund.
Og det er Sommer, Blomst bær’ alle Planter,
og der er ingen Nat, kun lyse Dage,
og Livet lever trygt paa alle Kanter
og glædes ved de Døgn, der er tilbage,
og dine Hænder holder mig saa fast,
og dog hver Dag dit Haandtryk for mig brast.
Se, Svalen kvidrer, hver Gang Solen stiger,
og Nattergalen slaar, naar Duggen falder,
og alle de smaa Blomsters Farveriger
de lades op, naar Sommersolen kalder!
— mit Sind det bærer alle Blomsters Skrud
og skælver og tør ikke foldes ud.
Ræk mig din Haand, du, som blev min en Time,
da Jord og Himmel dybt i Favntag skælved,
og Natten smykt med Stjærners Drømmestime
højt over Jordens Skyggesøvn sig hvælved!
Greb jeg et Nu din Haand og slap den koldt,
det Nu min Haand om Evigheden holdt!