I Nat brast Skoven.
Da jeg gik ud, slog en Guldsmed mod min Haand,
og en sært forvoven
Sommerfugl sit Sløjfebaand
fæsted paa min Hat!
Over Himlen sejled
hvide Skyer som en gavmild Overflod af Dun,
at hver Fugl, som bejled,
kunde gøre Reden lun
i det unge Krat.
I min Haves Gange
vimsed Myrerne afsted i Dværggalop,
og paa sine lange
Traadben foer en Edderkop
over Plænens Straa.
Gyldne Bier kasted
summende sig ind til de smaa Blomsters Bryst,
og en Glente hasted
højt til Veirs og steg saa tyst
ind i Himlens Blaa.
Alle vide Vegne
lo den friske, sommerlune Morgenluft,
alle vide Vegne
steg saa ung en Lykkeduft
fra den lyse Jord,
for i Nat brast Skoven!