Ak! hvem har vækket mig? — en Vogn paa Vejen,
en landlig Hane, som i Morgnen gol,
en Drøm, der fødtes af den rundne Sol,
en Stær, som fløjtede, en Smaagrens Svajen, — —
Jeg vandrer langs min Haves nøgne Hæk,
en aarle Bi i Morgensolen summer
og drikker Dug af gyldne Krokuskummer
og klemter med en silde Vintergæk.
Der ligger Landet lyst i Foraarsfreden,
dugfugtigt luende som glødet Guld,
en glasblank Luft af kølig Dugduft fuld,
saa morgenkarsk, saa lyst et Foraarseden.
Ak, hvem har vækket mig i denne Time? —
højt i min Sjæl en Morgenhimmel staar
gylden af Sol og sitrende af Vaar,
og i mit Hjærte alle Klokker kime.