Og skulde jeg fælde den Tid, der gik,
som klingende Tomhed, som falsk Musik,
jeg maatte vel være et Vildmandskarn,
der aad af Hunger sit eget Barn!
Saa meget, jeg ved, fører Livet med,
de Tanker, de ejer ej blivende Sted,
hvad klarligt straaler som Sandhed i Dag,
det falmer i Morgen som taabelig Sag.
Men ét, jeg ved, varer Livet ud:
min Sjæl i dens spillende, spraglede Skrud,
udelelig hel, ingen Tomme forødt
fra den Gang, jeg blev af min Moder født!
Vidt har den vandret, i Ørkner tit,
men hvad den saa fandt sig, blev altsammen mit,
Sandskorn og Guld — og hver usselig Ting
umisteligt Led i en sluttet Ring.
Og altsammen ejer den samme Værdi,
thi altsammen fælded det Bund i den Sti,
jeg vandred og vandrer, i Dag som i Gaar,
fra da jeg blev Mand — ind i kommende Aar.