Min Færd kan gaa saa vide,
den hele Verden rundt,
mit Liv kan stille glide
her ved min Haves blide
beskedne Blomsterbundt,
jeg skal dig aldrig møde,
jeg skal dig aldrig se,
du sover blandt de døde,
ser ej min Glædes Grøde,
ser ej mit Tungsinds Ve.
Du, som mig gladest mødte,
naar Skæbnen var mig god,
hvis Hjærte hedest blødte,
naar Lykken mig forstødte,
og slog i Knæ mit Mod.
Nu sidder jeg alene
med Mindet paa mit Fang,
og rundt fra Havens Grene
slaar mod mig Somrens rene
sollyse Fuglesang.
Og jeg skal leve Livet,
som du har levet dit,
og jeg vil leve Livet,
fordi det blev mig givet
at leve dit i mit.
Saa længe som jeg æder
af Menneskenes Brød,
saa længe som jeg træder
mit Sti, og Solen glæder
min Sjæl, er du ej død.
Det er den bitre Viden,
som følger mig paa Vej,
at naar jeg slutter Striden,
træt af min Fryd, min Liden,
dør evig du med mig,
at som et Blink paa Kæret,
et flygtigt Solskinsspil,
skal alt hvad du har været,
staa vejret hen, fortæret,
som var du aldrig til.