Paa Byens Torv laa Dug,
den lille Købstad skinned
saa frisk og morgensmuk
med Duft som bleget Linned;
højt paa en solrødt Tag
en Murer stod og kitted
et gammelt Skorstensvrag
og fløjtede og hvidted;
ned over Gaden sprang
en Kat paa hvide Sokker,
og trindt i Byen klang
de Brødbutikkens Klokker.
Dér stod med taarnbygt Port
og Solskin paa Façaden
saa stille og saa stort
det gamle Slot bag Staden.
Sin røde Buefod
den krumme Murbro spejled
i Vandets grønne Flod,
hvor visne Blade sejled,
og over Murens Rødt
og Gaardens jærngraa Stene
faldt Dagens Lys saa blødt,
saa lydforladt alene.
Jeg hørte Uret slaa
hen over Skovens Kroner
og Klokkespillet gaa
med skingre Salmetoner.
Fra hver en stenfast Krog
den tunge Salmeklagen
aarhundredgammel slog
sit Ekko gennem Dagen;
hver Klang i irret Pragt
slog imod Gaardens Flise,
som sang en ensom Vagt
saa drøvelig en Vise,
som sang det gamle Slot
saa oldinglydt alene, —
som klang hvert Fodtrin, traadt
engang paa disse Stene.
Brobuens dybe Hvalv
den lyse Høstsol fyldte,
det grønne Vand, som skjalv,
i Skjoldkreds den forgyldte,
og højt, hvor Taarnet steg
med Himlen vidt om Tinde,
de sorte Raager skreg
mod Breddens gule Linde.
Jeg traadte over Bro,
— saa underligt mig stemte
den Højenloftets Ro,
som disse Mure gemte;
jeg stod i Slottets Gang,
i de forladte Sale
og saa paa Sværd, der hang
som stift forstummet Tale,
og saa paa Seng og Bord
og mangen snirklet Kiste,
et stille, kneblet Kor
fra Tider, som forliste.
Den Høstsol faldt saa lyst
igennem de smaa Ruder,
faldt paa en Rustnings Bryst
og paa en Løjbænks Puder
og bredte sig saa langt,
som Sal bag Sal jeg skimted,
saa alle Gulve blankt
som Morgendamme glimted,
og alting stod saa lydt
som Guld, der nys blev drevet,
endda der var saa tyst
og Dagen ene leved,
og alting stod saa blødt
som Liv, der ligger Larve,
endda det alt var dødt,
kun Træ og falmet Farve.
Der hang et krøllet Baand
omkring et Sværdgreb vundet,
en Sløjfe, som en Haand
engang forlængst fik bundet;
der stod en Stol, hvis Arm
sig som en Øgle buged,
en Stol, hvis Arm i Harm
en Haand engang har knuget,
et Hynde, mod hvis Skind,
der skrumped graat og støvet,
engang en blodhed Kind
har presset sig bedrøvet,
en Seng, hvis Himmelhang
paa Snirkelsøjler hviled,
imod hvis Sir engang
et Øjepar har smilet;
paa Væggene et Flor
af Billeder hang malet,
som én Gang hørte Ord
i Sorg og Lykke talet,
et Instrument, hvis Klang
saa lang en Stund har tiet,
og i hvis Brus engang
al Vemod fløj befriet.
Og der var tyst og svalt
i Slottets dybe Sale,
alt, hvad jeg saa stod malt
som Dub i fjerne Dale,
som naar i gyldent Tog
ved Nat de Stjerner spille
og taler Livets Sprog,
trods alt er tavst og stille.