Hvad er Retfærdighed?
Du og jeg, som nu er Fjender,
finder begge to,
— hver for sig —
at vi har Ret.
Jeg fornemmer min
saa dybt, at jeg pakalder
Gud i Himlen
som en Trøst
i min hjælpeløse Nød;
du fornemmer din
saa hedt, at du maa sky mig
som en Varulv,
der har bidt
dig i dit Hjærte.
Begge er vi blevet
pludselig saa uformodet ene
og saa stolte
og saa stærke
i vor Ensomhed,
finder — hver for sig —
at vi slæber paa en Byrde,
hvis uhyre Vægt
Gud alene
kan forstaa,
og i Dybet
af vor Sjæl rejser sig en Vælde,
som forlener os
— hver for sig —
med Martyriets Storhed.
Slaa op i Loven!
ryst den alvidende Filosofi
og den trøstende
Menneskekundskab!
kom med Voldgift!
Ak! den siger
at vi begge har Ret,
naar vi tager
Fornuften fangen
og deler lige!
Det er Retfærdigheden!
lade to Størrelser æde hinanden
til Luft,
saa der intet
er at slaas om.
Lad os beholde
— hver for sig — vor krænkede Ret
og slide dens Purpur
med aldrig falmende
Kongemine!
Menneskene
er Fjender fra Fødslen,
kan smelte sammen
en Stund i Venskab
eller Elskov.
En Dag staar de
hver for sig, som en og en,
er som Stene,
der støder sammen
som Meteorer,
der fanges af en fremmed Atmosfære
og skyder glødende
sin Vej
i Raseri for at fri sig.
Retfærdighed mellem to Mennesker!
Cirklen Kvadratur,
som kun den enfoldige
bilder sig ind
at kunne løse!
Lad os mødes som Fjender,
som Plus og Minus, som Sol og Frost!
Begge har vi Ret,
fordi vi begge
glædes og lider!