Ambrosius Stub (1705–58)

Hierte Ven! vi ere lige,

      Som Du er bestandig til,

Du har lovet ey at svige,

      Skee for resten, hvad der vil!

            O du maae

            Selv tilstaae,

      Saadant holdes kun af faae.

Skal jeg friste större Fare,

      Sveve mellem Liv og Död,

See da ere Venner rare,

      Som man kiender best i Nöd;

            Har Du Mod?

            Ærligt Blod

      Til at staae og holde Fod.

Vil min Lykke vise Hælen?

      Vender Armod mig sin Taae,

Trænger Mangel ind til Sielen,

      Reeder mig een Seng af Straae,

            Mon jeg tör

            Ved din Dör

      Vente, hvad du kan og bör?

Fæster Svaghed mig til Sængen,

      Skal jeg blive Skind og Been,

Visne, som en Urt i Engen,

      Stinkende for mangen een,

            Kan du der

            Komme nær,

      Have en elendig kiær?

Hierte Ven! saa bör det være,

      Denne er vor felles Pagt,

Den skal findes værd at ære,

      Naar den tages vel i Agt,

            Gid den maae

            Varigt staae,

      Pröven önskes ey at naae.