Ambrosius Stub (1705–58)

Hierte Ven! vi ere lige,

      Som Du er bestandig til,

Du har lovet ey at svige,

      Skee for resten, hvad der vil!

            O du maae

            Selv tilstaae

      Saadant holdes kun af faae.

Skal jeg friste større Fare,

      Sveve mellem Liv og Død,

See da ere Venner Rare,

      Som man kiender best i Nød;

            Har Du Mod?

            Ærligt Blod

      Til at staae og holde Foed.

Vil min Lykke viise Hælen,

      Vender Armod mig sin Taae

Trænger Mangel ind til Siælen,

      Reeder mig een Seng af Straae,

            Mon jeg tør

            Ved Din Dør

      Vente, hvad du kan og bør?

Fæster Svaghed mig til Sængen,

      Skal jeg blive Skind og Been,

Visne som en Urt i Engen,

      Stinkende for mangen een,

            Kand du der

            Komme nær,

      Have en Ælendig kiær?

Hierte Ven saa bør det være,

      Denne er vor felles Pagt,

Den skal findes værd at ære,

      Naar den tages vel i Agt,

            Gid den maae

            Varigt staae,

      Prøven ønskes et at naae.