1.
Hvad vindes ved Verdens vidtlöftige Hav?
O tusinde Farer i skummende Trav,
Man veed kun to Havne,
Bekiendte af Navne,
Den eene vor Vugge, den anden vor Grav.
2.
Fra Vuggen til Graven maae krydses omkring
Blant Haabets og Frygtens de stridige Ting.
Snart vippe vi oppe
Paa Bölgernes Toppe,
Snart nærmes vi Grunden i flyvende Spring.
3.
Her fristes Ustadigheds Ebbe og Floed,
En Vagt er saa ond, som en anden er god;
Hver Time i Glasset;
Hver Streg paa Compasset,
Forandrer, forhöyer, fornedrer vort Mod.
4.
Saa hidser en Medbör det nedrige Sind,
Ja puster i Hiertet Dumdristighed ind.
Vil Farten kun föye
Vor Attraa og Öye,
Strax blæses vi op af en önskelig Vind.
5.
Saa slipper Kleinmodighed Roeret i hast,
Naar Forstavnen dukker for Bölgernes Kast,
Naar Vindene suse,
Og Vandene bruse,
Saa skrækkes vi strax for en knagende Mast.
6.
Dit Forsyn, o! Fader, det förer os hiem,
Det styrer saa sikkert, hvor Söen er slem,
Vor Gisning kand feile,
Hvor vi end vil seyle;
Selv stavner vi meree tilbage end frem.