En Hyrdedreng i Skoven laae
Og sang om Galathee med Fløitens kielne Stemme.
Taus Nattergalen lurede derpaa,
Og sagde til sig selv: Det maatte græmme
En Kunstner slig som jeg, om disse stolte Slag
Ei ogsaa af mit Neb kan efterabes.
Hvad Tone skulle ei i denne Strube skabes?
Jo det er nok en farlig Sag —
Den satte sig i Skik, den rømmed sig,
Og derpaa stemmed op og stræbte;
Sin Røst den pined ynkelig,
Og tusind falske Toner slæbte
Med unaturlig Vold herfrem,
Men ingen endda ligned dem
Som Hyrdens Rør foruden Tvang frembragte.
En Lyd saa skurrende snart Lærkens Harm opvakte,
Der var beskiendt for Skovens Kritikus.
Hvad? Er I gal, Hr. Musikus?
(Saa raabte den) Kan I ei selv begrive
At Eders Strube ei er bygt, som Hyrdens Pibe?
I synger af Naturen ganske got,
Men viid, saasnart som I en anden efteraber,
Strax Eders Sang al Smag og Ynde taber,
Og blir ei Skovens Lyst, men Skovens Spot.
Følg, Digter! dit naturlige Genie,
Og syng, som dig din egen Geist indgiver;
Om end din Sang da mindre Kunstig bliver,
Blir den dog meer behagelig og frie.
Tvang er forhadt: Saasnart man mærker den
Vær vis paa, at man legger Bogen hen,
Og ingen vil dig mere læse.
Tag ei til Mønster en nok saa anseelig Mand,
Naturen er den Musa, som dig kand
Den hældigste og beste Sang indblæse.