Philomele lod engang
Sine stolte Toner høre,
Hele Skoven blev til Øre
Ved den kielne Elskovs Sang.
Biørnen ene brummede,
Mens de andre Dyr forgabte
Taug ærbødig stil, og tabte
Sig i dyb Henrykkelse.
Ræven vovede at gaae
Hen til ham, og sagde: Herre!
Du maa ingen Elsker være
Af Musik, der lader saa —
Og Biørnen svared: Jo saa men!
Dog er Nattergalens Toner
Ikke de, mit Bifald kroner;
Jeg har Smag og Vid, min Ven!
Giøgen, det er Karl for mig.
Hiertet høit af Glæde springer,
Naar hans muntre Kuku klinger;
O! han synger ypperlig —
Mikkel raabte: Hillemen!
Hvor det koster Strid og Møie
Denne Paastand at fordøie,
Uden du beviser den —
Biørnens Syllogismus var
Strax i Øieblikket færdig,
Og et sligt Genie ret værdig.
Seer du her (saa lød hans Svar)
Denne Seenefulde Lab,
Disse skiønne stærke Negle;
Tænker du, at man kan feile,
Naar man har et saadant Gab?
Ræven skreg: Jeg giver mig!
Dine følelige Grunde,
O! de stoppe alle Munde:
Giøgen synger ypperlig. —
Der gives nogle, som maae stedse have Ret
I hvad de end paastaae; Omsonst er det,
At Sandhed sig i Middags Straaler klæder,
Og ledet af Fornuft fremtræder:
Stand, Fødsel, Karakter og Lykke
Blot med et Magtsprog kan den undertrykke.
En mægtig Mand behøver kun at sige
At sort er hvidt, at fem og to er ti,
Strax finder man Raison deri.
Om han et Skrit for Løiers Skyld vil vige
Fra Ret og Billighed, og nogen laster ham,
Han viser Kløer, strax er Kritiken tam.
Der appelleres tit fra Dyd, Anstændighed,
Fornuft og Pligter til hans Myndighed,
Den stolte Støtte for Vildfarelser
Saavel i Levnet, som i Meeninger.