Blandt Kuld og Iis, tæt under Nordens Poel
Sad Boreas en Dag udi sin Lænestøel,
Med grusom Stolthed i de barske Miner.
Mild Phoebus i det samme triner
Af Østens Porte frem, og Lys og Varme gik
Med ham paa Jorden ud. Det slemme Indfald fik
Strax Boreas at yppe Kiv og Trætte,
Thi Fred er ham forhadt. — Han springer ud
Og raaber spodsk: O svage Gud!
Hvad bilder du dig ind? Jo jo! du er den rette.
Du sleger for den kiere Mark og Eng,
Som taarefulde staae, saasnart du gaaer i Seng,
Og skiuler dig for dine stakkels Planter,
Du ei formaaer en Fie’r at løfte af sit Sted,
Men see, hvor alting skielver ved
Min blotte Aande. Hu! bli’er jeg retskaffens vreed,
Da raser Undergang i alle Verdens Kanter,
Naturen blandes: Jord bli’er Hav
Og Bierge reise sig af Søemands Grav,
Du selv ta’er Flugten bag Midnattens Dække,
Og Eeger rykkes op med Rod,
Og Ørkner skabes der, hvor Paradiser stod,
Utidig Vinter størkner Hyrdens Blod,
Hvert Blomster døer, som dine Smiil udklække.
See hist en foeret Vandringsmand,
Forsøg, du Stymper, om du kan
Med al din Magt den Kappe fra ham rive,
Hvori han hyller sig af Skræk for mig.
Dog hvad! — du vil omsonst udmatte dig,
Det er jo ligefrem. Om end Saturni Søn
Sin Torden og sin Lynild vilde give
Dig for saa kiek en Daad til Hæders Løn,
Saa blev du endda lige nær.
Men see, hvor let en Sag for Boreas det er.„
Han derpaa hidsig falder an
Den Reisende, som til sin Lykke er en Mand,
Der veed at holde fast paa, hvad han ei vil miste.
Kort denne svøber sig saa tæt
I Kappen, at Hr. Boreas bli’er træt,
Og færdig er af Harm og Skamfuldhed at briste.
”Hvorledes er det fat, min tappre Gud?
Brød Phoebus fuld af Latter ud,
Mon dette Grændsen for din Almagt være?
Velan Storpraler! nu vil jeg dig lære,
At mine blide Smiil skal mere virke,
End al din Voldsomhed og Styrke.
Troe mig, o Boreas! at Overtalelser
Udrette meer end Tvang og Trudseler
Grov Haardhed altid maae et trodsigt Nei formode,
Den bedst naaer Maalet, som gaaer frem med Gode.
Saa taled Phoebus, og udlod
Paa vores Vandringsmand en Straaleflod,
I faa Minuter kaagte alt hans Blod,
Og hele Kroppen i en Sveeddamp stod.
Han var ei seen, før han frievillig skilde
Sig ved den Kappe, som han nys ei slippe vilde
Hvad sagde Boreas? — Han rysted’ sine Lokker,
Saa Phæbus blev med Snee og Iis bestænkt,
Og mumlede i Skiegget: Ei for Pokker!
Hvo skulde saadant tænkt?
Storm.
