Tre Drenge, hver forsynet med sin Slæde
I Sneen glidelystne vanked’ om;
Tilsidst de til en Bakke kom,
Og til at glide ned belaved sig med Glæde.
Den var saa steil, saa vidt den strakte sig,
Den loved’ dem en Fart særdeles lystelig.
Den eene dog stod eftertænksom stille,
Da Kammeraterne alt færdig var.
Hvi ta’er du ikke med, din Nar
Saa raabte de. ”Det kunde gaae os ilde„
Saa svarte han! Der er et farligt Sted,
I dybest Kier vi kunde dumpe ned.„
”O! gaae dog med dit Kiær? for hver en Ting dig gruer.
Vi bare Iis og Snee der skuer.
Og om der saa end var lidt Vand,
Da har det vist lagt til, og os nok bære kan.
Kom lad os alle tre kun Kaasen tage.
Den raske Fart skal herlig smage.„
”Nei! gliid kun!„ sagde Peer, og blev tilbage.
Afsted nu Jens og Christen foer,
Men snart de sandede den Lilles Ord;
Med Rædsel de, hvor Bakken endte,
Et Kiær blev vaer, der lod til dem at vente.
Det havde faaet af Iis det første Lag,
Men til at bære dem var hullet Iis for svag.
O Gud! gav Jens sig til at raabe:
O Gud! jeg slugne Afgrund seer!
Min Bro’er! min Bro’er! lad os dog standse her!
”Nei! svarte Christen: hvem der vilde haabe,
At undgaae dette Kiær, han var en Taabe!
Vi nu er kommen alt for nær,
Vi begge vist nok tabt bør give,
Lad os da kun i Farten blive!
Det gik saa skiønt! nu ta’er vi Resten med,
Og i det kolde Bad, som Karle dumpe ned.
Som sagt, saa giort! — Han lod sig glide,
Og dumped ned, imedens ved hans Side
Den anden kasted’ sig i bange Hast
Ud af den alt for snelle Slæde;
Og med den reddede Skibbrudnes Glæde,
Sig fandt paa slibrig Bane fast.
Af Angst og Møie nu den stakkels Jens maae pibe,
I det han klavrer steilen Bakke op,
Seent, seent, han vilde naaet til Høiens Top
Hvis Peer ei havde løbet som en Vibe
Ad Byen til, og bragt to Karle med,
Der knudret Reeb til Drengen kasted’ ned,
Og glade trak ham op i Sikkerhed.
Af Sorg blev nu den gamle Fader saaret;
Hans Taarer strømmede paa Christens Liig;
Ak! raabte han, saa har da ogsaa dig
En blind Fortvivlelse bedaaret?
Ak! havde du dog vildet see med Peer,
Ak! paa saa steil en Fart det kunde gaae dig ilde;
Og i det mindste troet med Jens, at aldrig er
Selvfrelse af Vildfarelse for silde.
Ak! hvorfor vilde du ei med din Broder see,
Endog ved Siden af den glubske Bredde
Der laae, der vinked’ dig en venlig Snee,
Hvis Favn dig lovede at redde.
Sit unge Liv saa mangen sætter til
Fordi han ei paa Redning prøve vil.„
”Min Jens!„ saa blev han ved med bitter Smerte
Du ogsaa truede din ømme Faders Hierte!
I Farlighed du ogsaa styrted’ dig.
Men at du midt i Farten klogelig
Dig kastede ud af forrædersk Slæde,
Og nærte hældigt Haab, det har forsonet mig,
Det har forvoldet mig sorgblandet Glæde,
Men Glæde dog! og skiøndt min vakkre Peer
Den bedste var, som den, der Faren kiendte,
Og flyede den, er du mig lige kier,
Fordi fra slibrig Vei du fast tilbagevendte.
Tode.
